God gødning til Festivalens rødder
Foreningerne og de frivillige hentede rekord-overskud ved sommerens musikbrag på Dyrskuepladsen
De lokale rødder, som holder Roskilde Festivalen i live, fik god gødning på Dyrskuepladsen i 2015. Her hentede de mange foreninger og frivillige, som får det hele til at fungere i praksis, nemlig et rekord-overskud på 23,2 millioner kroner.
For den lokale økonomi er det mindst lige så vigtigt, som festival-organisationens eget overskud, der først offentliggøres senere.
Over 30.000 frivillige fra 190 oreninger, organisationer og virksomheder tager sig af alle praktisk opgaver lige fra salg af mad og drikke i boderne, til tømning af toiletter, dirigering af færdsel og alt muligt andet.
De fleste af dem kommer fra Roskilde, og disse penge er meget velkomne hos de lokale sportsklubber, spejdere, børne-institutioner, og hvem der nu ellers er med til at udføre det store arbejde. Faktisk skulle borgerne i Roskilde betale op mod en halv procent mere i skat, hvis ikke de lokale sports- og kulturorganisationer hentede så mange penge hvert år på Dyrskuepladsen.
En af de store aktører er fodboldklubben KFUM fra Østervang, der stiller med over 600 frivillige, men også henter et ganske betydeligt beløb, der bliver brugt til arbejdet med både børn og unge.
Godt vejr og fine navne
Festivalen fremhæver sælg, at et højt billetsalg til årets gode navne sammen med de gode sommervejr, har skabt det gode resultat.
De mange gæster gav godt udbytte til de foreninger, der løser service-opgaver som oprydning og bemanding af indgange og garderober. Samtidig gav sommervejret stor afsætning i de mere end 130 mad- og drikkevareudsalg, hvilket kommer disse foreninger til gode.
Henrik Rasmussen, Roskilde Festivals administrerende direktør, siger:
- Festivalen i 2015 var blandt de mest velafviklede i vores historie. Det bekræftes, når de deltagende foreninger og organisationer kan opnå et rekordhøjt økonomisk overskud for deres indsats.
Foreningerne og deres frivillige er en uundværlig del af Roskilde Festival, og jeg er glad på deres vegne over, at Roskilde Festival har genereret et så stærkt økonomisk overskud ude i foreningerne og på den måde støttet foreningslivet.
Liv i lokale rødder
Overskuddet til de mange lokale foreninger og organisationer fra Festivalen har gennem årene sikret det store musik-arrangement en stærk opbakning i byen,
I visse situationer har den endda været afgørende, som det var tilfældet, da en nabo med et gartneri for et par år siden kom op at slås mod festivalen. Han havde bare oveset, at de kunder, som han skulle leve af, var meget glade for festivalen.
I øjeblikket står festivalen overfor en ny udfordring, når det gælder om at fastholde kontakten til de lokale græsrødder.
Gennem årene blev det store arrangement på Dyrskuepladsen bygget op af et lokalt triumvirat, bestående af Leif Skov, Dan Hacke og Henrik Rasmussen.
Men nu er kun Henrik Rasmussen tilbage, og han har bebudet sin afgang til nytår.
Derfor er Festival-ledelsen tvunget til at forny sig på en måde, så Roskildes interesser stadig får indflydelse på de vigtige beslutninger. Ellers vil forbindelsen til byen og de mange rødder, der holder det store arrangement i live, blive skåret over, og så er der til sidste heller ikke nogen festival.
Fakta
32.000 frivillige deltog på Roskilde festival 2015. 22.000 er tilknyttet handels- og serviceforeninger.
190 foreninger, virksomheder og organisationer udførte handels- og serviceopgaver.
Overskud til foreninger i de seneste fem år er: 2015: 23,2 2014: 22,2 mio. kr., 2013: 19,2 mio. kr., 2012: 18,7 mio. kr., 2011: 17,7 mio. kr.
Ud over hvad Foreningen Roskilde Festival har uddelt gennem årene, har de deltagende foreninger og organisationer siden festivalens start i 1971 tjent mere end 265 millioner på deres arbejde ved festivalen.