Friis Autocenter bygger nyt domicil
Det nye autocenter er klar til åbning den 1. august på hjørnet af Egeskovvej og Nordre Kobbelvej i Fredericia
Med udsigt til raffinaderiet, på den store hjørnegrund ved Egeskovvej og Nordre Kobbelvej, er håndværkerne i fuld gang med at rejse Friis Autocenters nye domicil. Virksomheden bor i dag på Smedevænget i det nordlige Fredericia. Det har den gjort siden 2003.
“Vi startede faktisk i Fredericia i 2001 på Treldevej,” præciserer Carsten Friis - og kigger på sin søn og kompagnon Thomas, der nikker.
“Vi har længe talt om at flytte. Vi ligger lidt for godt gemt væk på Smedevænget,” konstaterer Thomas Friis.
Udstillingshus
Den nye beliggenhed ved den traffikerede Egeskovvej er et stort plus.
“Her bliver vi meget synlige. Men primært handler flytningen om plads, altså pladsen til at få bilerne indenfor. Alle ved jo, at det er nemmere at sælge en bil, der står indendørs,” siger Carsten Friis.
Det nye domicil på i alt 1.780 kvadratmeter får et udstillingshus til cirka 35 biler. Hvis alt går planmæssigt, åbner centeret den 1. august.
“Rammerne er jo helt anderledes, så værkstedet får et helt nyt flow. Vi glæder os. Det bliver da vildt spændende, men det har også været hårdt at arbejde med indretningen. Vi har suget indtryk og diskuteret frem og tilbage. Det har taget os et par år at få det hele til at falde på plads,” siger Thomas Friis.
Generationsskifte
Målet er naturligvis en højere omsætning.
“Vi vil gerne sælge endnu flere brugte biler, og vi regner med, at der skal ansættes en mand eller to mere. I øvrigt regner vi med, at få de gamle lokaler udlejet,” siger Carsten Friis, der tilføjer, at det nye domicil også skal ses som begyndelsen på et generationsskifte.
“Jeg er 64 år. Så det kommer jo tættere og tættere på. På et tidspunkt skal jeg da lidt ned i tid,” smiler han.