Fortsæt til indhold

Kjøge Mini-By har valgt ny formand

Ove Norhild Olsen er Mini-Byens nye førstemand, efter at Kurt Pedersen har siddet på posten i 25 år

Arkiv
Arkiv

Det var på flere måder en historisk generalforsamling der blev afviklet i Teaterbygningen i Køge mandag aften i Kjøge Mini-Bys Venner, hvor der var mødt over 100 medlemmer frem til et stilfærdigt men oplysende møde.
Det var 25. og sidste gang at formanden Kurt Pedersen aflagde bestyrelses beretning, idet han havde valgt at trække sig tilbage og foreningen havde et godt emne til at overtage hans post, Det blev Ove Norhild Olsen der nu skal være byens førstemand. Ove Norhild Olsen har været frivillig tilknyttet Mini-Byen gennem mange år som guide og rundviser, men har også i en periode haft sæde i Kjøge Mini-Bys Laug. Ove Norhild Olsen har en stor viden om Køge bys historie, men også omkring det arbejde der pågår i Kjøge Mini-By med at opbygge den store turistattraktion, som det er med Køge centrum som det så ud i 1865.
Kjøge Mini-Bys Venner har over 700 medlemmer oplyste Kurt Pedersen og som nævnt var det 25. gang at han aflagde beretning. Venneforeningen har i det forløbne år fejret 25 års jubilæum, hvilket blev markeret ved flere succesfulde arrangementer, bl.a. den bedste sommerfest nogen siden. Kurt Pedersen nævnte endvidere at der står 496 huse og 1 kirke ude i byen og der er tre skibe i havnen.
Når den nye sæson åbner officielt 1. maj står derefter et par store mærkedage for tur, idet hus nummer 500 bliver sat på plads og gæst nr. 200.000 går genmem "tælleapparatet" på Strandvejen 101, siden at man åbnede for publikum i 1996. I 2015 havde Mini-Byen besøg af næsten 11.000 gæster.
Kurt Pedersen blev takket med taler, gaver og blomster for sin store indsats for Mini-Byen, et livsværk for ham. Foruden formandvalget var der genvalg til Kirstine Klausen og Raymond Florenz til bestyrelsen. Øvrige valg var også genvalg. Kasserer Børge Munk Hansen fremviste et flot regnskab med et overskud på over 30.000 kr.. Vennerne besluttede at overføre 50.000 kr. til Laugets byggefond.
Efter generalforsamlingen kom de mere end 100 venner med på en byrundtur i det nye Køge, idet borgmester Flemming Christensen havde en interessant gennemgang via plancher på de store projekter, der er i gang i hele kommunen.