Fortsæt til indhold

Tre dages undervisning på 20 min

Michael Larsen brugte tre måneder på at forberede sin ’TED-talk’

Arkiv
Daniel Rasmussen

Idéer, der er værd af sprede. Sådan lyder sloganet for den verdensberømte videnskonference TED. Her får verdens førende eksperter på deres felt tyve minutter til at holde et oplæg, som giver ny viden og inspirerer deres publikum.
Torsdag afholdte Erhvervsakademiet Lillebælt TED-X, som er en uafhængigt organiseret TED-konference. En af dem der fik chancen for at holde et oplæg var Michael Larsen, som forsker og underviser i branding ved Erhvervsakademiet Lillebælt. Han holdt oplæg om, hvordan lyde skaber indtryk og følelser i hjernen.
For ham var det en helt særlig oplevelse at holde et oplæg ved den kendte konference.
“Der er en særlig aura ved det. Alle de store har holdt oplæg ved TED-X,” siger han.

Tre måneder foreberedelse

Selvom oplægget kun varede i tyve minutter, så ligger der et stort arbejde bag. Faktisk har Michael Larsen øvet sig på at holde sit oplæg i tre måneder.
“For en måned siden var det sikkert også okay, men det er jo ens professionalisme og stolthed, der spiller ind,” siger han.
Han har blandt andet forberedt sig ved at gå lange ture, hvor han gennemgik foredraget for sig selv.
“Folk synes, det er mærkeligt, når der kommer en mand gående, som snakker med sig selv. Men det var nødvendigt,” siger Michael Larsen.
Han forklarer, at det at holde en såkaldt TED-talk for ham er noget at det ypperste, man kan opnå indenfor forskningsformidling.
“Normalt når jeg underviser, har jeg to-tre dage til at forklare et emne. Her har jeg tyve minutter,” siger han.

Stor rækkevidde

Alle de foredrag, som bliver holdt til TED-X konferencerne, kan ses på internettet. Et af de mest populære foredrag er af Sir Ken Robinson og handler om, hvordan skolesystemerne i den vestlige verden dræber elevernes kreativitet. Det oplæg er i dag blevet vist 47 millioner gange.
“Det er med hele verden som publikum. Derfor er det kæmpestort at få lov til at stå på den scene med den rækkevidde,” siger Michael Larsen.
Han håber, at han med sit oplæg kan inspirere andre og skabe interesse for sit felt.
“Jeg håber, at der vil være en masse studerende og andre mennesker, som ser mit oplæg og synes, det er spændende,” siger Michael Larsen.
TED-konferencen havde oprindeligt fokus på design og teknologi, men efterhånden har konferencen udvidet sit emneområde.