Køge forbereder sig på vokseværk
Køge Kommune vokser med 10.000 indbyggere frem til 2028 ifølge kommunens seneste befolkningsprognose
Køge Kommune er vokset med over 6000 indbyggere i løbet af de seneste 13 år, men ifølge den seneste befolkningsprognose, så accellerer befolkningstallet endnu mere i de kommende år.
Den 1. januar i år var der 59.866 indbyggere i Køge Kommune, og allerede i indeværende år runder vi det skarpe hjørne med 60.000 indbyggere.
De kommende år ventes der at kunne registreres en vækst på omkring 1000 Køgeborgere hvert år, og ifølge prognosen ventes der at være i alt 69.530 Køgeborgere i 2028, som er prognosens sidste år.
Prognosen er selvfølgelig behæftet med en vis usikkerhed, men hvis tallene holder, så svarer det til en stigning på 16,1 procent i indbyggertallet i Køge Kommune frem til 2028. På landsplan ventes i samme periode en vækst på 5,2 procent, hvilket naturligvis er et godt billede på den rivende udvikling, som Køge Kommune er inde i.
I de foregående år er der i gennemsnit blevet bygget 240 nye boliger om året. Det vokser i prognoseårene til 302 boliger om året – blandt andet i Køge Kyst-området hvor der var første spadestik til de første nye boliger i denne uge.
Prognosen er et vigtigt styringsredskab for kommunen; ikke kun omkring boligbehov men også for offentlige tilbud som institutionspladser, skoler og plejehjem.
De seneste år er der blevet født mellem 450 og 600 nye køgensere hvert år, og tallet er aktuelt stigende. Antallet af nyfødte ventes at stige til over 700 om året inden for en 10-årig periode – i takt med den generelt voksende befolkning.
Til gengæld er der hvert år omkring 500 køgensere, der dør. Det tal stiger til lidt over 600 i prognoseårene. Det er under fødselstallet, men det illustrerer også, at befolkningsvæksten primært sker via tilflytning i de kommende år.
Nettotilflytningen ventes at ligge mellem 522 og 1245 pr. år med et gennemsnit på 700 over alle prognoseårene.