Vi skal manglen på elevpladser til livs
Christian Rabjerg Madsen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Helligkorsgade 11 6000 Kolding Den kroniske mangel på elev- og praktikpladser er en af de suverænt største udfordringer, vores samfund har. Lærepladserne er for mange unge en adgangsbillet til det faglærte arbejdsmarkedet, samtidig med at opholdene giver en unik læring for den enkelte. Derudover er det en stor gevinst samfundsøkonomisk, at flere bidrager til fællesskabets kasse. I erkendelse af at der fortsat er behov for handling på dette område, har vi Socialdemokrater lanceret to konkrete forslag, der vil gøre en forskel. For det første skal vi øge virksomhedernes økonomiske incitament til at tage praktikanter og elever. Arbejdsgivere indbetaler i dag allerede 2.700 kr. om året pr. ansat til det såkaldte Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Det lyder måske mærkeligt, men det beløb ønsker vi at sætte op. Tanken bag er, at når det samlede bidrag stiger, vil det også have den betydning, at udbetalingen stiger. Vi får altså rum til, at de arbejdsgivere, der vil være med til at løfte uddannelsesansvaret og tage elever og praktikanter, får en større økonomisk kompensation end i dag. Håndværksrådet, der hovedsageligt repræsenterer mindre virksomheder, og som mildt sagt ikke altid er enige med Socialdemokraterne, har sagt, at de er positive over for forslaget. Det vil kunne mærkes direkte på bundlinjen, og dermed give mere råderum til at oprette elev- og praktikpladser, lyder det. Vores andet forslag er, at der skal indføres klausuler om elev- og praktikpladser på alle udbud i staten, regionerne og kommunerne over en vis størrelse. Dette er allerede normen i bygge- og anlægssektoren – og har været det siden 2013 – så det er på tide, at vi også begynder at stille krav i det offentlige uanset branche. Vi skal manglen på elev- og praktikpladser til livs.