Fortsæt til indhold

Mette fik sig en oplevelse

Socialdemokraternes dronning havde en god time i Esbjerg, hvor hun blev klogere

Arkiv
Rune Weitling

“Hold op, hvor er det spændende.”
Jo jo, nu skal man jo lige holde sig for øje, at Mette Frederiksen, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, sad i en bil med både havnedirektøren og lokale journalister, men ikke desto mindre, så lød det faktisk helt oprigtigt. Og det er da i sandhed også spændende at få en rundtur på havnen, dette esbjergensiske maskinrum, der beskæftiger over 13.000 mennesker indenfor olie, gas, vind og energi.
Navnlig vind var på dagsordenenen under fredagens besøg, for selv om Mette Frederiksen stadig husker sine første højskole-besøg i Esbjerg - og også at det også lugtede af fisk - så har hun fulgt med i byens udvikling og transformation fra fiskerihavn til at være en af Europas vigtigste indenfor blandt andet udskibning af vindmøller.
“Jeg siger ikke, at det ikke nytter noget at flytte statslige arbejdspladser ud, men det er jo allerede eksisterende brikker, som man så flytter rundt. Her i Esbjerg understøtter og udvikler man arbejdskraften selv, og Esbjerg er i den grad med til at drive landets grønne omstilling frem. Ydermere er man med til at uddanne folk til branchen, og det er jeg som socialdemokrat meget optaget af. Ikke kun ingeniører, men også mange andre faggrupper,” sagde Mette Frederiksen, der kaldte Esbjerg for en sand arbejderby, der er med helt fremme teknologisk.

Ro på PSO afgiften

Med på turen var også Socialdemokraternes gruppeformand i Esbjerg, John Snedker, samt havnedirektør Ole Ingrisch. Især sidstnævnte var glad for besøget og gjorde en stor dyd ud af at fortælle om de udfordringer, som Esbjerg Havn står over for nu, men også i fremtiden.
“Det helt store mål er at finde en varig løsning på PSO-afgiften. Usikkerheden lige nu er gift for branchen,” sagde direktøren, hvilket Mette Frederiksen var helt enig i.
Efter godt en time skulle Mette Frederiksen videre. Lidt klogere og en spændende Esbjerg oplevelse rigere.

Klaus Nissen (tv), projekt manager hos A2Sea, gav Mette Frederiksen en indføring i det arbejde, som de bedriver i ´blandt andetEsbjerg.