Kvalitet i oplevelserne
Anbefalingerne fra Cowi til kommunen og Roskildes handelsliv
Hvis folk skal starte bilen og tage ind til Roskilde for at handle, spise, gå i biografen eller gøre noget andet, så må oplevelserne have en kvalitet, som de ikke får andre steder eller ved bare at købe på nettet. Sådan forklarede Torsten Bo Jørgensen fra Cowi, da han torsdag aften præsenterede den nye undersøgelse om Roskildes detailhandel i den gamle rådhussal, hvor både butiksejere, medlemmer af byrådet og andre var mødt frem. Han fremhævede, at handelslivet i hele Roskilde by, der stort set omfatter den gamle kommune, indtil nu har klaret sig ret godt sammenlignet med de fleste andre byer. Men samtidig er der meget store udviklingsmuligheder, hvis både kommunen og handelslivet forstår at træffe rigtige beslutninger. Dagligvare-butikkerne skal bevares i centrum, for ellers vil kunderne slet ikke komme derind, og så kan special-butikker heller ikke overleve. Derfor skal kommunen heller ikke give tilladelse til flere supermarkeder ved Københavnsvej og de andre indfaldsveje. Forretninger med tøj er et meget stort aktiv for Roskilde. Byen sælger for 2,7 gange mere, end hvis alle dens egne indbyggere selv købte alt deres tøj her. Dvs. at mange kunder tiltrækkes fra et stort opland, ikke mindst af mærkevare-butikkerne på RO's Torv.
Plads til forbedring
Torsten Bo Jørgensen tog udgangspunkt i, at Roskildes stærke side er den historiske kulturarv, der tiltrækker mange besøgende, som så samtidig handler i forretningerne, spiser på restauranter eller caféer osv. Domkirken på UNESCO-listen over verdens kulturarv, vikingeskibene, Musicon med nyt rockmuseum osv. er helt enestående og placerer byen i Superligaen blandt danske turist-destinationer. - Men når kvaliteten ligger så højt på attraktionerne, bør det også afspejles på andre steder i byen, hvor der absolut er plads til forbederinger. Her henviste han til det gabende, tomme Hestetorv, der møder tilrejsende med tog. Eller skidt på fortovet, discountagtige plastikskilte på hovedgaden og triste p-pladser, som dog er godt placeret tæt på forretningerne. - Det signalerer jo ikke ligefrem, at man er kommet til en by med 'kulturel verdensarv', og I kan gøre det bedre, forklarede Cowi-direktøren. Han efterlyste flere grønne oaser i byrummet, med legeredskaber til børnene og bænke, hvor kunder og turister kan slappe af mellem alle oplevelserne, så de får lyst til at blive længere - frem for at skynde sig hjem igen. Cyklister og fodgængere skal også have plads til at komme frem. De bevæger sig langsommere gennem byen, men derfor når de også at besøge flere forretninger og købe mere. Deraf kan man dog ikke udlede, at handelsbyen kan undvære kunderne i bil fra omegnen og det øvrige Sjælland, for de er afgørende for det store handelsoverskud på næsten 1,4 milliard om året.
Nødvendig arbejdsdeling
Cowi-direktøren anbefalede en arbejdsdeling mellem de forskellige dele af Roskilde. Bymidten skal bevare sine dagligvare-forretninger, der trækker kunderne ind til centrum, sammen med special-butikker, cafeer, restauranter osv. RO's Torv har sin styrke i kæde-forretninger, biografen og et udvalg af spisesteder. Københavnsvej har allerede samlet mange af de meget pladskrævende forretninger, eksempelvis møbler og biler, og det kan yderligere udbygges. I det kommende Røde Port-projekt ved Ny Østergade anbefaler Cowi, at der skal være forretninger på mindst 500 kvadratmeter, så de ikke skal konkurrere med de mindre special-butikker i centrum. I Bymidten bør handelslivet og kommunen i fællesskab sørge for underholdning med kvalitet, så det også er et argument for at tage en tur til Roskilde. tk