Fortsæt til indhold

En god indgang til byen

Derfor er bilforhandler og terapeut på Københavnsvej med i Roskilde Handel

Arkiv
Af Torben Kristensen

- Vi skal sørge for, at Københavnsvej her bliver en god indgang til resten af Roskilde. Når hele byen fungerer, er det nemlig også en stor hjælp for os. Sådan forklarer de to naboer, Skoda-forhandler Jacob Bøg 43 år og Niels Honoré 42 år fra Fysiocenter Roskilde, at de nu begge er aktive indenfor Roskilde Handel. Bilforhandleren driver sin virksomhed sammen med sin bror og har været med i bestyrelsen gennem en række år, mens den ene kompagnon i træningscentret netop har valgt at melde sig ind. - Roskilde er allerede et fint sted at handle, men vi har en klar interesse i, at det bliver endnu bedre. Hvis der er god gang i byen med mange forskellige aktiviteter og oplevelser, smitter det også positivt af på os, forklarer de. - Derfor valgte jeg også at melde mig ind. For det hele hænger jo sammen, og vi bliver alle bedre ved at lave fælles aktiviteter, fortæller Niels Honoré.

Vigtige netværk

De to unge erhvervsfolk vil gerne gøre handelsbyen større, så den omfatter både Bymidten, RO’s Torv samt de mange og store pladskrævende forretninger, der efterhånden er placeret på Københavnsvej. Begge tror på værdien af netværk, hvor butiks- og forretningsfolk kan møde hinanden: - Når vi kender hinanden, tør vi også satse på større initiativer sammen. Det er der brug for, hvis Roskilde skal udvikles yderligere og følge med, forklarer de. Niels Honoré forklarer fordelen ved fælles fremstød for Roskilde på denne enkle måde: - Den dag en af Skodas medarbejdere er sløj, har de også råd til at sende ham hen og træne hos mig, hvis jeg har hjulet til med at få flere kunder i deres og andre butikker. -På den måde skaber vi en positiv cirkel.

Handel og turisme sammen

Både Jacob Bøg og Niels Honoré er positive overfor forslaget om, at Roskildes handelsliv og turisme skal have en fælles markedsføring af byen, sådan som Torben Stevold fra Roskilde Handel og Jens Müller fra VisitRoskilde har foreslået. -Hvis vi på den måde lægger kræfterne sammen, frem for at køre hver for sig, vil det give større gennemslagskraft og kunne trække endnu flere besøgende til byen. Derfor har kommunen også en stor interesse i at være med i sådan en ny ’fælles overbygning’, mener de to.