Vi brugte bolden godt
Tilfreds FCR-træner efter premiere-sejr på 3-1 over tophold i 1. division
- Vi brugte bolden godt, så spillet fungerede fint, og samtidig stod spillerne for en stærk præstation. De to målscorere Mikkel Nøhr og Bajram Fetai lavede nogle flotte individuelle ting, og det blev afgørende. Træner Anders Theil var både glad og tilfreds, da FC Roskilde hjemme vandt 3-1 i forårspremieren over et af topholdene i 1. division, FC Vendsyssel, der i øjeblikket ligger til at rykke op i Superligaen. For ikke at ødelægget opvisningsbanen i Roskilde Idrætspark, blev kampen spillet på en af de kunststofbaner mellem tribunen og Møllehusvej, som Festivalen forærede byen for et par år siden. Opgøret blev overværet af knapt 500 tilskuere, som gik hjem i godt humør og sikkert kommer tilbage igen til flere kampe i løbet af foråret. FCR-træneren forklarer også sejren mod topholdet med, at de nye folk, der kom til i efteråret, nu har lært de øvrige at kende - og omvendt. - Når man kender de andre bedre, er det også lettere at placere sig rigtigt på banen i forhold til holdkammeraterne, forklarer Anders Theil.
Under pres
Den normale anfører Nikolaj Steen Hansen var ude med karantæne, men stopperparret Anders Qvist og Stefan Hansen fungerede godt, så forsvaret kunne modstå et stærkt pres fra Vendsyssel i kampens start og efter reduceringen i 2. halvleg. Theil var også meget tilfreds med veteranen, den tidligere landsholdsspiller Jan Kristiansen, fordi han med stor rutine forstod at binde holdets spil sammen midt på banen. - Sejren blev hentet hjem, fordi vi havde en god organisation og fine individuelle præstationer, der jo også skal til for at vinde en fodboldkamp, forklarede Anders Theil. Gæsterne indledte med et hårdt pres de første, men de kom ikke frem til nogle oplagte tilbud, og efterhånden kom FCR mere med i kampen. Et første varsel kom efter et kvarter, da Mikkel Nøhr Christensen pludselig var fri foran mål, men desværre skød uden om. Målet kom så ud af ingenting efter godt 20 minutter, da den tidligere Superliga-angriber Bajram Fetai tog chancen helt udenfor straffesparksfeltet, og den gik ind. Lige før pausen scorede Mikkel Nøhr, som Roskilde hentede i Brønshøj sidste sommer, et fantastsik mål. Fra midten af banen gik han alene og snød flere modstandere, inden han sparkede den fladt og hårdt ind. Det var en god stilling at gå til pause med.
Lukket af Fetai
I anden halvleg masede Vendsyssel igen på, og Simon Richter hjalp dem på vej med en fejlaflevering, så de let kunne score. Derefter kom FC Roskilde under enormt pres. - Vi stod alt for langt tilbage, og de begyndte at tro på det, forklarer Anders Theil. Heldigvis fik Roskilde straffe, og Fetai lukkede reelt kampen, da han scorede til 3-1.
Selvtillid og mod
Roskilde ligger fortsat i bunden af 1. division, men der er ingen fare for at rykke ud i år, fordi FC Vestsjælland fra Slagelse er gået fallit og dermed bliver 'tvangsnedrykket'. - Men det skal nu ikke være nogen 'sovepude'. Vi kan nu bruge foråret til at spille holdet sammen uden nogen frygt, og så er vi forhåbentlig klar til at være med længere fremme i rækken i næste sæson. - Derfor var det også dejligt med sådan en start på foråret. Det giver spillerne selvtillid og mod til at forsøge noget, når vi kunne slå et af rækkens stærkeste hold, siger Anders Theil.