Hvorfor er vi ikke med?
Odense Lyrik er for elitær, kritiserer forlag
Den igangværende lyrikfestival, Odense Lyrik, er en elitær og snæver forestilling, hvis formål blandt andet er at promovere dens arrangører, Finn Wiedemann og Cindy Lynn Brown.
Det mener i hvert fald Kaj Sørensen, chef på forlaget Mellemgaard i Odense.
Han er knotten over, arrangørerne ikke har kontaktet det fynske forlag for at høre, om de har lyrikere og andre forfattere, der kunne optræde på festivalen, som er støttet med 25.000 skatteborgerkroner af Odense Kommune.
“Vi er det forlag, der udgiver mest ny, dansk lyrik, og vi har siden starten i 1998 udgivet værker af 700 forfattere, heraf mange fynske, og kvaliteten fejler altså ikke noget. Det, der undrer mig og ærgrer de fynske lyrikere, er, at vi slet ikke er blevet kontaktet forud for festivalen for at høre, om vi ville bidrage med nogle af 'vores' forfattere. Det virker, som om arrangørerne vil promovere sig selv,” siger Kaj Sørensen.
Valgt efter andre kriterier
Det er ikke lykkedes Lokalavisen Odense at få en kommentar fra Cindy Lynn Brown, men Finn Wiedemann siger, at han og Cindy blot har haft andre kriterier for deres valg. Han afviser, at de arrangørerne blot har villet promovere sig selv.
“Vi ville have nye og spændende forfattere med gennemslagskraft nationalt, for eksempel i form af gode anmeldelser. Et andet kriterium har været, at vi ville have en kombination af yngre og mere etablerede lyrikere,” siger Finn Wiedemann.