Fortsæt til indhold

Imam politianmeldes af Odense Kommune

Arkiv
Arkiv

Odense Kommune anmelder imam Abu Hassan fra Odense til politiet i forlængelse af TV2's dokumentarudsendelser 'Moskeerne bag sløret.' Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
I dokumentaren, der sendes i aften - tirsdag den 8.3, indgår der en optagelse af imam Abu Hassan fra en lokal moske i Odense. I udsendelsen er der en optagelse med skjult kamera, hvor imamen blandt andet siger følgende til det par, der er gennemgående figurer i TV2s dokumentarserie:
I skal tage til noget, der hedder Borgerservice. Så siger I 'Vi er kommet til landet for nyligt, og vi vil gerne have et hjem. Vi har ingenting'. I skal ikke sige, at I ejer noget. Hvis du fortæller, at du selv lejer en lejlighed, så er det et problem. Så vil de nemlig spørge, hvor du har penge til huslejen fra.

Lovligheden af denne type opfordringer ønsker Odense Kommune at få politiet til at undersøge og vurdere.
“Jeg mener, at vi som system skal slå hårdt ned på sager som denne, hvor vi fra en imam både hører en opfordring til og en anvisning på, hvordan man skal kunne snyde kommunen. Det er der kun et svar på – nemlig en politianmeldelse uanset om det er en imam, en formand for en beboerforening eller en anden fremtrædende borger, der kommer med opfordringerne,” siger rådmand Steen Møller fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Selve anmeldelsen til Fyns Politi kommer i denne uge.