Fortsæt til indhold

Nyt oversigtskort til seniorer

Det nye kort skal vise ældre busvejen ind og ud af Odense

Arkiv
Arkiv

Et nyt oversigtskort over bymidten i Odense skal gøre det nemmere for seniorer at tage bussen ud og ind af indre by. Kortet viser blandt andet, hvilke busser de skal tage fra banegården for at komme en tur i for eksempel Magasin eller på apoteket. Det skriver Fynbus i en pressemeddelelse.
”Oversigtskortet er et forsøg på give bedre trafikinformation til seniorkunderne i Odense”, fortæller direktør Carsten Hyldborg, der jævnligt hører fra kunder, at det er svært at finde ud og ind af Odense.
”Når kunderne fortæller, at de mangler overblik, så må vi hjælpe dem med det,” siger han.
Det nye kort er blevet til i samarbejde mellem Ældrerådet og Fynbus.
”Mange seniorer vil rigtig gerne benytte busserne ind og ud af Odense, men mangler overblikket, nu hvor man har på fornemmelsen, at der graves overalt”, fortæller Merete Helgens, der er formand for Ældrerådet i Odense.
”Derfor synes vi, det er en rigtig god idé med et kort, som man lige kan have i tasken eller i inderlommen,” siger hun.
Kortet er gratis og er produceret i 5.000 eksemplarer, som er sendt læger, speciallæger, pensionistforeninger og pensionistklubber i den indre del af Odense.