Tyven og guldhornene
Foredrag ved generalforsamlingen i Historisk Samfund
Når Historisk Samfund i Roskilde mandag den 14. har generalforsamling på rådhuset ved Køgevej, får deltagerne inden et foredrag om et ærgerligt kapitel i landets historie, når professor Ulrik Langen taler 'Tyven og guldhornene'. De fleste har hørt historien om tyveriet og omsmeltningen af guldhornene i 1802. Men hvem var den mand, der så kynisk destruerede de enestående oldtidslevn blot for at berige sig? I foredraget tegner Ulrik Langen et portræt af degnesønnen Niels Heidenreich, der endte som falskmønter og tyv, og sætter hans forbrydelse ind i en større national sammenhæng. Historikeren Ulrik Langen har foruden bogen 'Tyven' skrevet en del andre anmelderroste bøger om især 1700-1800 tallet, bl.a. 'Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre historier fra 1700-tallets København', 'Den afmægtige – en biografi om Christian 7' og 'Revolutionens skygge. Franske emigranter og andre folk i København 1789-1814'. Der er offentlig og gratis adgang på Køgevej 80 i den gamle hovedindgang) med start kl. 19.30.