Kirke-café med Lagerlöf
Torsdag den 10. marts kl.18,30 står der 'Kristendommens betydning for Selma Lagerlöf og hendes forfatterskab' ved Nanna Drejer, Svendborg på programmet.
Kristentro er en personlig overbevisning. Men at møde kristne temaer iklædt kød og blod i f.eks. god litteratur er nok den bedste form for mission. I den svenske forfatterinde Selma Lagerløfs bøger er der mange kristne temaer som gøres levende.
Der er tre søjler, som bærer hendes forfatterskab: Den første er hendes egen skæbnelinje, den anden er hendes barndomshjem Mårbacka, og den tredje søjle er Bibelen.
Selma Lagerlöf var opvokset med den lutherske kristendom i Värmland i sidste halvdel af 1800-tallet, hvilket har sat sig spor i hendes skrifter. Det skinner tydeligt igennem, at Selma Lagerlöf var velbevandret i Bibelen, som hun læste som 10-årig. Selma Lagerlöf dykker dybt i Bibelen, og hun dykker dybt i de menneskeskæbner hun skaber i sit forfatterskab.
Nanna Drejer vil i sit foredrag dels give en biografi af Selma Lagerlöf og belyse den bibelske søjle i hendes store forfatterskab.
Kirkecafé begynder med en lækker buffet, hvorefter der er foredrag. Det koster 130 kroner at deltage. Tilmelding til kirkekontoret eller på kirkens hjemmeside sctmarie.dk senest tirsdag den 8. marts kl. 10.