Kvinde ville tage politiet ved næsen
Diskede op med hele tre søforklaringer for at undgå, at de tog manden med
En kvinde fra Lejre diskede op med hele tre søforklaringer, da politiet bankede på familiens hoveddør fredag meget tidligt om morgenen.
Ordensmagten ville have hendes mand med i Fogedretten, fordi han skylder penge bort, som han indtil nu ikke har villet betale tilbage på trod af mange henvendelser.
Først forklarede kvinden, at manden desværre ikke var hjemme. Men da politiet selv ville tjekke huset for at se, om det passede, forklarede hun, at de ikke kunne komme ind, fordi hendes datter var syg.
Da politiet senere fandt manden bagerst i huset, forklarede hun, at det ikke var manden de søgte, men en helt anden, der var på besøg.
Politiet undersøgte sagen og fandt frem til, at det var den rigtige mand og tog ham med på stationen, så han kunne komme i Fogedretten.
I alt har politiet banket på hos 24 personer, der skylder penge i Roskilde og Lejre torsdag og fredag i sidste uge.
Efterlyst
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi forklarer, at når man har skyldt penge i så lang tid, at politiet bliver sat ind for at hente en, så er man rent faktisk efterlyst.
Derfor råder han skyldnerne til frivilligt at møde op i Fogedretten, da det ellers kan få ubehagelige konsekvenser.
- Man kommer jo til at betale under alle omstændigheder, siger han og fortsætter:
- Hvis politiet bliver sat ind, så er man efterlyst, og det betyder, at hvis man bliver tjekket i lufthavnen eller bliver stoppet i en razzia, bliver man taget med, siger Martin Bjerregaard.
ag@roskildeavis.dk