Fortsæt til indhold

Halsnæs Avis kåret til Årets Pola-ugeavis

Halsnæs Avis er klar nr. 1 blandt Politikens Lokalaviser

Arkiv
Jens Patrick Thiede

KÅRING Halsnæs Avis fik tirsdag aften den 2. februar en anerkendelse: Under Politikens Lokalaviser, Pola, blev avisen kåret til årets danske lokale ugeavis, og en stolt direktør Peter Fjeldal kunne modtage prisen og en vandrepokal blandt 70 andre Pola-ledere. “Priser er ikke det, der gør forskellen, men sådan en påskønnelse er da rar. Jeg synes nu ikke, det bør være en vandrepokal, så vi går efter at vinde den igen i 2016,” kommer det med sædvanlig kækhed fra Fjeldal.

Med suveræn margen

Prisen blev uddelt til den første Pola Award, som fandt sted tirsdag den 2. februar i Køge. Her blev både nominerede og prisvindere hyldet - heriblandt altså Halsnæs Avis. Som motivation for prisen lød det bl.a.: “Halsnæs Avis har formået at øge omsætningen, sænke omkostningerne og realisere et markant bedre resultat – både i forhold til 2014 og i forhold til budgettet for 2015. Avisen er en suveræn vinder med en klar margin til nummer to.” Blandt kriterierne i konkurrencen er f.eks. også den redaktionelle del på de digitale medier, hvor Halsnæs Avis ligger lunt i feltet med hensyn til nyhedsopdateringer, antal sidevisninger og brugere på netavisen. I Danmark udgiver Politikens Lokalaviser 46 titler.