Fordele og fælder ved Røde Port
EN NY BYDEL OPSTÅR ved stationen, og Roskilde bliver en anden by end i dag, når og hvis det gigantiske Røde Port-projekt gennemføres. Derfor er det vigtigt, at alle blander sig i den kommende debat om, hvordan det skal se ud og indrettes.
Kommunen har med hjælp fra professionelle rådgivere udvalgt to vinder-forslag blandt syv til den endelige udformning. Samtidig har den indgået en aftale med den lokale arkitekt og byudvikler Claus B. Hansen, der kom med ideen. Nu får han chancen for at stå som bygherre, og det er helt rimeligt.
FORDELENE ER STORE, hvis byggeriet lykkes og laves rigtigt, så der skabes en større og sammenhængende by. Økonomisk vil det betyde, at Roskilde fortsætter med at styrke sin position som Sjællands største handelsby.
Imens står de konkurrerende byer og centre jo heller ikke stille, og hvis vi ikke sørger for at få udvikling og vækst her til byen, så kommer den bare til at foregå andre steder. I projektet er der også plads til et stormagasin, og det vil også gøre Roskilde til den regionale storby, som kunder fra et stort område kører til for at handle og få andre oplevelser.
MANGE JOB VENTER i Røde Port-byggeriet. Med en placering lige ved landets tredjestørste station er det oplagt for firmaer at placere et hovedkontor her, og det trækker samtidig nye indbyggere til.
Men nuværende roskildensere kan også få arbejde i de butikker og det kommende hotel, der indgår i planen. Lederen af den lokale fagbevægelse, LO-formand Torben Jørgensen, glæder sig forståeligt over, at der også bliver 'job til nogle af os uden den helt store ledvogter-eksamen', som han siger.
TURISMEN VIL FÅ ET OPSVING med et hotel, som får plads til adskillige hundrede senge. Dels kan det få flere til at overnatte, når de skal besøge internationalt kendte turist-attraktioner som UNESCO-domkirken, vikingeskibene eller rock-museet.
Men lige så vigtigt bliver det, at vi dermed får øget overnatnings-kapacitet, så Roskilde-hallerne kan modtage flere større arrangementer med sovende gæster, som der i dag ikke er plads til i byen og dens nærmeste omegn.
FAREN FOR FÆLDER er dog også tydelig. Den største risiko er, at der kommer en forkert sammensætning af butikker ind i Røde Port, så det trækker omsætning og aktivitet ud af Bymidten, RO's Torv og Københavnsvej.
Kommunen prøver at undgå det med et oplæg om, at der skal være større butiks-lokaler, så man ikke hiver special-forretningernes omsætning hertil. Det bliver spændende at følge, hvordan byrådet og handelslivet kan sikre det i praksis.
TRAFIKKEN SKAL IND til de forretninger, kontorer, hotellet og 400 boliger, som placeres her. Det kræver ny regulering på alle vejene i området og mindst 2.000 underjordiske p-pladser. Men de bliver ikke færdige de første mange år og kan derfor ikke erstatte p-huset på Sortebrødre Plads.
'Social dumping' med underbetaling af de mennesker, der skal opføre byggeriet eller senere arbejde på stedet, er altid en risiko. Det vil i så fald ramme de eksisterende gode job i hele lokalområdet. Derfor må Roskildes borgere kunne regne med, at kommunen, den lokale fagbevægelse og bygherren i fællesskab sørger for, at det ikke sker.
SKAL PROJEKTET BLIVE TIL GAVN for byen, kræver det dog først og fremmest, at roskildenserne selv tror på det, og at alle kendsgerninger lægges frem før den afgørende beslutning til sommer. Da forslaget første gang kom frem, blev det kaldt Røde Port og mødte kraftig kritik. Siden er det flyttet lidt mod vest, og nogle prøver at omdøbe det til Ny Østergade.
Men indholdet og konsekvenserne bliver jo hverken bedre eller værre af den type kosmetiske ændringer og 'spindoktor-numre'. Projektet må vurderes på sin betydning for byens udvikling og skal kunne holde til det under alle forhold. Derfor bruger Roskilde Avis fortsat det oprindelige navn, da vi er overbevist om, at kommunens borgere alligevel er kloge nok til selv at vurdere:
FORDELE OG FÆLDER VED RØDE PORT