Fortsæt til indhold

Tyv spiste og drak i Føtex

Sulten og tørstig mand blev pågrebet for tyveri

Arkiv
Peter Friis Autzen

En 56-årig mand blev lørdag tilbageholdt af personalet hos Føtex på Venusvej i Fredericia. Ikke nok med, at han havde taget varer med gennem kassen uden at betale - han havde også spist og drukket en hel del inde i butikken. Det oplyser vagtchef Kent M. Hansen ved Sydøstjyllands Politi.
Mandens indtag af vådt og tørt inde i butikken, samt de varer han forsøgte at smugle med ud gennem kasselinjen, løb i alt op i 970,5 kroner. Fordi en del af varerne allerede var spist og drukket, stod han også overfor et erstatningskrav, som han ifølge politiet erklærede sig villig til at betale.
"Det sker, at folk spiser og drikker varer inde i butikken," siger Kent M. Hansen.
Ofte er det børnefamilier, hvor børnene eksempelvis får lov at spise en banan og drikke en juice inde i butikken, som så skal betales ved udgangen.
"Nogle gange glemmer forældrene det. Men det sker også, at folk går ind for at spise og drikke inde i butikken," siger vagtchefen.