Fortsæt til indhold

30 år i Køkkenbutikken

Dorthe Dietz elsker at have foden under eget bord

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen De forskellige køkkener står på rad og række i Køkkenbutikken på Holbækvej 7 - 13. Mellem køkkenerne fra Designa og Multiform står fine gamle møbler, pyntede tasker og hæklerier, som bliver skiftet regelmæssigt ud til inspiration for de besøgende. - Et køkken hos mig holder i 30 år, derfor er det vigtigt, man vælger et, man kan holde ud at se på i lang tid. Så kan man pifte op og skifte ud med andre ting, siger Dorthe Diezt. Hun startede butikken for 30 år siden i små lokaler i Sankt Ols Gade. Der var lige præcis plads til tre små køkkener. Dengang havde hun et tømrer-snedkerværksted sammen med sin daværende mand. Hun ordnede regnskaberne, men det var så kedeligt, at hun sørgede for at være færdig klokken 12, så hun kunne åbne sin egen lille butik. Da hun senere blev skilt, besluttede hun at hellige sig butikken og flyttede til den nuværende adresse, hvor hun i første omgang lejede de midterste lokaler og efterhånden, så hun kom op på 1.000 kvadratmeter.

Selvstændig kreds

Selvom det er først på formiddagen er der alligevel liv i Køkkenbutikken. Kunderne sidder ved bordene og konsulenterne fortæller eller går og ordner ting. - Vi er alle selvstændige her i butikken, og det er vores samarbejdspartnere også, siger Dorthe Dietz og forklarer, at man på den måde får fat i de bedste folk, der brænder for at gøre deres arbejde godt, fordi det er deres egen virksomhed, de arbejder i. - Måden kunderne mærker det på er ved, at de har en konsulent, der følger dem i hele processen. Så slipper de for at forklare de samme ting igen og igen. Det er så kedeligt, siger hun og forsætter: - Hvis det er mig, der er ude, så er det også mig, der sørger for at kontakte lys-opsætter, arkitekt og alle de andre, man skal have gang i, når man vil have nyt køkken.

30 spændende år

- Det har været 30 spændende, nervepirrende og dejlige år, fortæller Dorthe Dietz. Hun har både mærket kartoffelkuren og den nylige krise. - Heldigvis er den overstået. Nu regner jeg med, at vi får syv gode år, siger Dorthe Dietz Køkkenbutikken forhandler mærkerne Designa og Brix. Det sidste nye i Brix-serien er et køkken, hvor man selv kan bestemme præcis, hvor skufferne skal sidde, hvilke farve det skal være i og materialet. - Det er en ung pige, der ikke engang var færdig med praktikken i Designa, der fik den gode ide, siger Dorthe Dietz. Den runde dag bliver fejret torsdag 17. marts fra kl. 13 til 17. ag@roskildeavis.dk