Bestil en forsker hjem til dig selv og bliv klogere
Du kan nu bestille en forsker fra Syddansk Universitet hjem helt gratis.
Grænserne i Europa, smertegrænser, livsforlængende behandling og ytringsfrihed på nettet. Så stor er spændvidden i emner, når forskere fra Syddansk Universitet og andre forskningsinstitutioner rykker ud for at holde gratis foredrag for interesserede børn, unge og voksne i hele region Syddanmark. Det sker under den store, landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, der finder sted mellem den 25. april og den 1. maj, fortæller Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der står bag festivalen, som får deltagelse af mere end 300 forskere over hele landet, der bidrager med foredrag om alt mellem himmel og jord.
“Det er godt, at vi med 'Bestil en forsker'-ordningen når ud i alle egne af Danmark. Forskning er ikke kun for en lukket elite, men kan være med til at berige den enkelte, skabe nysgerrighed og øge forståelsen for samtiden og de udfordringer, som forskningen skal være med til at løse,” siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
Alle kan bestille et foredrag, for eksempel virksomheder, skoler, foreninger, institutioner og endda også private i eget hjem. De eneste betingelser er, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 15 personer, kan tilbyde passende rammer og vil betale forskerens transport.
Det er muligt at bestille en forsker fra nu af og indtil til den 1. april. Se hvordan på hjemmesiden www.forsk.dk.