Fortsæt til indhold

Sammen-træf af kunst-udtryk

- i litteratur, billeder og biblioteksbus

Arkiv
Arkiv

Et sjældent og smukt sammentræf af kunstudtryk finder for tiden sted i Varde.
Seppo Mattinen og Hans Tyrrestrup er to kunstnere, der mødes her 30 år efter med deres respektive kunst.
Blandt Tyrrestrups mange udenlandske studieophold er Rom det første og derefter mest gennemgående sted. Det er også i Rom, at den første digtsamling bliver til. Den hedder ”Solens Kuppel – romerske rids”, og den er netop blevet genudgivet med et forord, som forklarer aktualiteten.
Skandinavisk Forening i Rom er i 1986 det historiske inspirationsmiljø, hvor den grafiske digtsamling udvikles. Tyrrestrup selv opfatter den givende legatmåned som måske den vigtigste i den personlige kunsthistorie. Han bliver ven med kunstnerkollegiets leder, Seppo Mattinen, som levende indfører ham i kunstnerlivet og 'åbner' den italienske hovedstad for ham. Også Mattinens egen 'romerske' kunst er stærkt inspirerende. Samværet fører til, at han skaber forsiden til Tyrrestrups digtsamling, medens den vestjyske kunstner står for de indre, romerske rids.
Da Varde Bibliotek får den spændende idé, at en bogbus skal have et levende udtryk, bliver Seppo Mattinen kunstneren, som formulerer det på det bevægelige biblioteks sider – med tematik fra egnen og i Seppos stil.
Med bogbussen og digtsamlingen forenes kulturveje fra Rom efter 30 år. Så når Tyrrestrup fra Thorstrup henter bøger ved bussen i Sig, fortælles et stykke livshistorie.