Boligkøberne er klar til at skyde foråret ind
2016 bliver et år med mærkbar fremgang på boligmarkedet, forudser daglig leder Michael Grue fra Home Varde.
Ifølge ham er der nemlig allerede nu godt lunt på markedet, hvilket en ny barometermåling fra Realkreditforeningen også understøtter. Ifølge køberbarometret siger 3,8% af danskerne, at de vil købe bolig i løbet af det næste halve år. Tilbage i september var tallet 3,0%.
Og den måling stemmer altså godt overens med det, som Michael Grue aflæser på det lokale boligtermometer i Varde. Han forklarer, at de stigende temperaturer for alvor satte ind i 2015, og han har to væsentlige forklaringer på hvorfor:
“Det skyldes den lave rente og at flere får lov til at låne penge – det har skabt et sundt boligmarked i Varde. Flere købere er kommet på banen, og det betyder, at der også er flere, der har fået solgt boligen og skal finde noget andet at bo i,” siger ejendomsmægleren og tilføjer, at forretningen efterhånden mangler flere villaer og ejerlejligheder til salg for at sikre et godt og varieret udbud til alle.
Og tidspunktet, for at sætte til salg er også godt, lyder meldingen.
“Vi forventer en stabil udvikling for det kommende år 2016. Generelt forventer vi en pil opad for priserne.”
Danske Bank, Nationalbanken og regeringen har også positive forventninger til bolighandlen det kommende år i form af stigende priser i størrelsesordenen 4-6%.
Realkreditforeningens Køberbarometer bygger på telefoninterviews med 1005 danskere i den voksne befolkning.