Fjordskole-forældre klager til Ombudsmanden
På sidste byrådsmøde besluttede et flertal af politikerne at flytte Fjordskolen til Kruså. Selvom beslutningen nu er taget, så har forældrene ikke opgivet kampen.
“Det er slet ikke slut endnu. Vi synes beslutningen er blevet taget på en meget udemokratisk og mistænkelig måde, hvor der slet ikke er blevet lyttet til, hvad forældre og fagfolk har at sige i sagen,” forklarer Fedor Steeman, der sammen med sin kone har taget initiativ til at sende et brev til Ombudsmanden.
“Kommunen har fået Kruså til at fremstå som den billigste løsning, selvom den er den dyreste. Grundene kan man kun gisne om, men det er enten noget tåbeligt eller skummelt, og det kommer til at gå meget hårdt ud over børn, der har det svært i forvejen”.
Familien Steeman ved af egen erfaring, at en sammenlægning af specialtilbud kan have drastiske konsekvenser for sårbare børn. De har selv to piger med autisme, der måtte visiteres til Fjordskolen efter at Vejen Kommune, hvor familien bor, sammenlagde specialtilbudene.
“Det var en katastrofe, og vores piger kunne slet ikke rumme det. De gik ned med stress og var tæt på depression. Og nu vil man gøre den samme fejl i Aabenraa. Det vil vi gøre alt for at forhindre,” siger Fedor Steeman videre.
Brev er afsendt
Mandag sendte familien Steeman så et brev til Ombudsmanden.
Brevet, der er tre sider langt, tager udgangspunkt i tre klagepunkter - dels, at forældre og fagfolk ikke er blevet lyttet til, at beregningerne for udgifterne til flytningen er svære at gennemskue, og at der ikke er afsat nok midler til, at Fjordskolen kan få de optimale rammer i Kruså. Brevet er underskrevet af over 70 pårørende til elever på Fjordskolen.