ÆldreSagen løber med Bennys pris
ÆldreSagen i Esbjerg modtager Benny Andersen prisen 20160
Først var der 18 indstillede. Så var der tre nominerede. Til sidst var der bare én vinder - og det blev ÆldreSagen i Esbjerg!
Onsdag tog frivillige fra ÆldreSagen i Esbjerg Kommune i mod Benny Andersen Prisen 2016. Den kendte danske forfatter, komponist og musiker uddelte selv prisen, der dels gives for at hylde personer, som yder en ekstraordinær og succesfuld indsats for at forbedre vilkårene for socialt udsatte børn og unge og dels for at skabe synlighed om de gode eksempler, så de kan inspirere andre.
Det er Dagtilbud i Esbjerg Kommune, der har indstillet ÆldreSagens frivillige til prisen for deres indsats i ”Styrk Sproget”, der er et projekt under Ministeriet for Børn, Unge og Integration. Som en del af Dagtilbuds arbejde med at styrke det danske sprog hos tosprogede 3-6-årige børn og give dem en god sproglig ballast med videre i livet er en flok engagerede og målrettede frivillige, som i øjeblikket tæller 15 personer, tilknyttet ni daginstitutioner med en høj andel af tosprogede børn. Mange af de frivillige har tidligere arbejdet professionelt med børn, som i kraft af samarbejdet med ÆldreSagen får mulighed for i mindre grupper at læse historier, spille spil og øve sproget gennem leg.
En ekstra dimension
Valget af ÆldreSagens frivillige som vindere af Benny Andersen Prisen 2016 ser formanden for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen, som en anerkendelse af, at netop samarbejdet mellem kommune og frivillige fører en ekstra dimension med sig.
”Først og fremmest er det selvfølgelig et stort og velfortjent skulderklap til de frivillige, der gør en fantastisk indsats i daginstitutionerne. Samtidig viser projektet, at vi kan noget helt specielt, når vi arbejder sammen. De frivillige byder ind med et særligt nærvær, som gør en forskel for børnene, og omvendt har projektet værdi for de frivillige, der udfører en meget meningsfuld opgave,” siger Diana Mose Olsen.
Formelt er projektet under ministeriet afsluttet, men samarbejdet med de frivillige fra ÆldreSagen fortsætter. Flere frivillige kommer løbende til, og i dialog med de frivillige arbejder Dagtilbud på at finde nye perspektiver og opgaver, så flere børn og daginstitutioner kan få gavn af tilbuddet.
”Vi vil selvfølgelig også gerne dele den gode idé. Derfor giver vi vores erfaringer med den nyskabende, frivillige indsats videre til andre kommuner, og vi oplever stor nysgerrighed over for at prøve noget lignende,” siger Diana Mose Olsen.