Fortsæt til indhold

950.000 kroner til Middelfarts skoler

Arkiv
Arkiv

Middelfart Kommune har fået 950.000 kroner af undervisningsministeriet, som nu skal bruges til at integrere lektielæsningen i skoledagen. Målet er at gøre eleverne dygtigere. Forskning viser, at lektielæsning derhjemme ikke er optimalt med hensyn til at få ny viden til at sætte sig fast i elevernes hjerner.
Med udgangspunkt i forskning i lektier, som viser, at det ikke hjælper at sidde derhjemme alene med lektierne, har Byrådet i Middelfart valgt, at lektierne skal integreres i skoledagen. “Eleverne lærer mere, når skoledagen er varieret. Skolerne skal udnytte de ekstra timer, som eleverne har fået med skolereformen, til at gøre eleverne dygtigere. Det nytter ikke bare at give mere af den samme undervisning. Der skal i stedet satses på en mere varieret undervisning,” siger udvalgsformand i Middelfart Johannes Lundsfryd Jensen (S).
De 950.000 kroner skal blandt andet bruges til at udvikle en digital platform til deling af læringsmodeller.
“Arbejdsgrupper nedsat på tværs af skolerne skal arbejde med at udforme modeller for, hvordan lektier, fordybelse og understøttende undervisning kan blive en integreret del af skoledagen - og altså tænkes ind i undervisningen i forhold til optimal læring. Vi ved fra forskning, at træning i form af eksempelvis lektier hjemme, den samme dag, som noget nyt er introduceret, ikke har nogen effekt. Derfor er det vigtigt, at vi tilrettelægger skoledagen med nye metoder, som stimulerer til bedre læring hos eleverne,” siger skolechef Pia Werborg.
De nye metoder ventes at blive testet på udvalgte skoler fra foråret 2017. Derefter kan de rulles ud til resten af Middelfarts folkeskoler.