Fortsæt til indhold

Køge Gymnasium byder unge flygtninge indenfor

Laserstråler reflekteret i prismer, knust glas og origamifugle. Alt sammen dele af 14 større kunstinstallationer, som 1. cln og 1.df fra Køge Gymnasium viste frem til 50 flygtninge fra Køge kommunes ungeprojekt Stærk fra Start.

Arkiv
Arkiv

Stærk fra Start er et forberedende uddannelsesforløb for unge flygtninge og indvandrere, som gerne vil i gang med uddannelse. Undervisningen foregår normalt på Campus Køge, men for en dag dannede gymnasiets sal rammen for undervisningen. Og det blev ikke kun et uddannelsesmæssigt møde, men også et møde hvor åbenhed og kommunikation var i højsædet.
"Det var rigtig godt at gå rundt på skolen og blive interviewet af danskerne. Og selvfølgelig at se de forskellige ting de havde lavet med spejle. Jeg håber vi skal besøge dem igen. Jeg har lært hvordan man laver et interview og jeg er blevet venner med dem på Facebook,” siger Mozambk Brhane fra Eritrea.
Også Emma Pedersen fra 1c er begejstret for mødet: ”Flygtningene var super søde. De forstod godt opgaven, og de stillede interesserede en masse spørgsmål, hvilket gjorde oplevelsen endnu federe. Vi var meget nervøse for de krav der blev stillet til os, men de kom med interesse i hvad vi ville vise dem og opgaven blev bare meget nemmere. Det har nok været det bedste AT forløb jeg har haft.”
Effekten og synergien, der opstår i mødet mellem de unge flygtninge og gymnasieeleverne er ikke til at tage fejl af. Alle gik fra ferniseringen, en smuk oplevelse rigere. Ikke blot pga. kunstinstallationerne hvor billedkunst og fysik arbejdede sammen om et udtrykke refleksioner og spejlinger. Men også i overført betydning – de unge spejlede sig i hinanden og fik reflekteret over muligheder for nye begyndelser.

Flere projekter på vej

Det er ikke første gang at Køge gymnasium, og Stærk fra start arbejder sammen. I dette skoleår har der været en del projekter. Det er især i de lidt friere studieforberedende forløb, AT-forløbene, at de unge flygtninge bliver tænkt ind. Det begyndte med et forløb, hvor gymnasieeleverne skulle lave en velkomstfolder til nye flygtninge i Køge Kommune. Så har gymnasieeleverne villet undersøge omstændighederne omkring klimaflygtninge; og sidst er der lavet interviews om hvordan sprogbarrieren og kulturforskellene kunne overkommes for især syriske flygtninge. Alle har fået meget ud af disse møder.
Derfor er der også planlagt flere fælles projekter. Frem til sommerferien er der planer om at etablere to venskabsklasser. En flygtningeklasse og et psykologihold som skal arbejde med kulturmøder.
Eleverne skal mødes og chatte over Facebook, og afslutningsvis skal de mødes i Køge Bowlingcenter.

Kunstinstallationer var et godt samtaleemne.