Tre gallerier åbner dørene
I påskedagene afvikles Kunst’Touren i Fredericia for 4. gang. Besøg de tre gallerier og deltag i lodtrækningen
Besøg tre gallerier og vær med i lodtrækningen om en række kunstværker. Sådan lyder konceptet i samarbejdet “Kunst'Touren”.
Samarbejdet så dagens lys i marts 2014, og den kommende Kunst'Tour er den fjerde i rækken. Følgende gallerier er med: Atelier-Galleri Erik MJ, KunstSpiralen og Det Lille Galleri..
De tre gallerier åbner dørene for publikum i påsken lørdag den 26. marts og søndag den 27. marts klokken 10-16.
“Vi håber, at folk har lyst til at tage på en ny Kunst'Tour. Hos hvert galleri får man et stempel, og man afleverer sin talon, når man besøger det sidste galleri. Så er man med i lodtrækningen om nogle fine kunstværker,” siger Erik Møller Jørgensen fra Atelier-Galleri Erik MJ.
De tre gallerier vil gerne aflive den myte, at det er eksklusivt at gå på galleri. Gallerierne går ikke efter en bestemt målgruppe, men er blot interesseret i at få endnu flere besøgende.
Kunsten findes i alle prisklasser, og man er velkommen uanset tegnedrengens størrelse.
“Et besøg i galleriet kan også handle om at få en oplevelse. Her kan man mødes og diskutere kunst. Og så er der da mulighed for, at interessen bliver vakt og et køb kan blive en realitet.”
Erik Møller Jørgens er ganske godt tilfreds med Kunst'Tourens opbakning.
“Hver gang har der været omkring 400 besøgende, så der er virkelig en interesse for kunst i Fredericia,” fastslår han.
Tag det med hjem
På Kunst'Touren bliver der handlet kunst. Men mange benytter også arrangementet til at 'snuse' lidt, for det kan jo være svært at beslutte sig.
“En ting er at se maleriet i Galleriet. Det er noget andet, når det først hænger hjemme på væggen. Derfor tilbyder jeg også, at man kan låne det med hjem. Så kan man se om lyset, omgivelserne og farverne passer. Det hænder, at folk har 3-4 malerier med hjemme,” lyder det fra Erik Møller Jørgensen.
Det er gratis at deltage i Kunst'Touren - og man er velkommen til at kigge ind flere gange i løbet af dagen.