Energy er semifinaleklar
Pyyyyyyyyyyyyyyha!
Esbjerg Energys kvartfinaleserie mod Rødovre var den ondelyneme ikke for personer med hang til at bide negle.
Men tirsdag aften kvalificerede de vestjyske ismænd sig til semifinalerne i Metal Ligaen efter en overtidssejr på 1-0 i Rødovre Skøjte Arena. Dermed er ‘The Mighty Bulls' fra Sjælland ekspederet ud af det fornemme selskab, mens esbjergenserne er videre med fire sejre mod københavnernes to.
“Sejren er jo super vigtig. Vi har siden grundspillets sidste kamp talt om, at vi virkelig gerne ville videre fra kvartfinalerne og vi har gennem hele processen troet på det. Drengenes hårde arbejde har båret frugt, og det er rart at få tingene forløst,” siger assistenttræner Thor Dresler.
“Jeg synes, at man skal give meget kredit til Rødovre. Vi har haft det svært mod dem, og det har været en tæt serie, hvor alle kampe kunne være gået begge veje. Så jeg synes, at det var en god serie med rigtig slutspilshockey,” forklarer tirsdag aftens målscorer Søren Nielsen.
“Nu er der to mulige modstandere til semifinale-kampene. SønderjyskE og Frederikshavn. Vi forbereder os på begge scenarier. Så kan vi være mere konkrete efter SønderjyskEs valg af modstander fredag. Ellers skal vi ”lade batterierne op”, få energien tilbage i benene og være klar til tirsdag,” siger assistenttræneren.