Liv på Planeten i Sønderris
På Uranusvænget skyder bolig på bolig op. I påsken åbner DanBolig til et kig på 16 nye, spændende boliger
Sønderris har fået vokseværk, og netop som de fleste troede, at væksten havde toppet med Jomfruens Kvarter kom Uranusvænget til.
For to år siden lå området hen som en ubebygget, grøn skillelinje mellem Midtgård og Sønderris, men med vængets komme smelter gård og bydel næsten sammen - og det er tilsyneladende ganske attraktivt.
Hus efter hus skyder op på Uranusvænget, hvor Esbjerg Kommune har udstykket af tre omgange. Grundene er væk, og nu bygges der også i vængets fjerneste kroge.
Byggefirmaet VJ-Huse med tømrermester Viggo Jørgensen i front har forlængst sat spaden i jorden til byggerriet af 16 nye boliger i ét plan med areal på mellem 118 og 130 kvadratmeter. Projektet er døbt “Planeten”, og de første huse står tæt på færdige nu.
I påsken vises de frem ved to åbent hus arrangementer. Det er DanBolig, der har fået til opgave at sælge de handicapvenlige boliger.
“Jeg har allerede selv solgt en helt udenom ham, så nu må han i gang,” griner Viggo Jørgensen til DanBoligs Jan Schmidt Pedersen, der åbner dørene på Uranusvænget
Skærtorsdag den 24. marts og 2. påskedag den 28. marts - begge dage fra kl. 13.30 til 16.00.
Husene kan både rumme en mindre børnefamilie, enlige eller måske modne par med med børn, der er fløjet fra reden.
“Man kan forestille sig meget, og husene rammer bredt, men det kunne sagtens være et par med voksne børn, der måske har boet i Sønderris i mange år og egentlig ønsker at blive i området, men i noget mindre,” siger Jan Schmidt Pedersen.
Uanset om man er enlig, et par eller en børnefamilie, så vil man overtage et hus med mindst mulige krav til vedligehold.
“Alt er indflytningsklart, der bliver endda også sat hæk. Man skal allerhøjest selv smide nogle græsfrø,” lyder det fra ejendomsmægleren, da han sammen med Viggo Jørgensen inviterer Lokalavisen indenfor i et af Planetens - næsten færdige - huse. Her er lyst, gulvet er lagt, køkkenet sat op, og håndværkere arbejder på badeværelset. VJ-Huse har valgt en række standardløsninger.
“Men hvis man er hurtig og slår til, så kan man jo selv være med til at sætte sit præg på tingene. Det er jo kun de første huse, der ganske snart står færdige, så køber man nu, kan man jo vælge sine egne løsninger i et af de andre huse,” lyder det på ægte købmandsk fra Viggo Jørgensen.