Åndehuller
I tider med fokus på miljø og manglende arbejdspladser i Odense kan det undre, at Odenses politikere og embedsmænd på deres inspirationsrejser ikke har taget ideerne omkring grønne åndehuller med hjem.
Foråret er på vej, og igen vil vi blive slået af, hvor få grønne områder med træer, græs og blomster Odense har. Finder man nogle, befinder man sig sandsynligvis langs Odense Å eller på kirkegården.
Vi husejere bliver opfordret til ikke at plastre vores grunde til med fliser, men skabe områder, hvor regnvandet kan sive ned. Med udgangspunkt i det undres man over, hvor meget Odense dækkes til med fliser og sten. Eksempelvis på Flakhaven, bag Brandts eller på Odense Havn. Visse steder aner man ikke, hvor fortorvet eller cykelstien slutter, og kørebanen starter.
Man kunne selvfølgelig få tanken, at det er spareøvelser, og at stadsgartneren er træt af ødelæggelser. Det kan diskuteres, men hvorfor er andre byer så ikke ramt.
Med de byfornyelser, der er på vej i Odense, bør de grønne åndehuller fremadrettet indpasses - og ikke bare som græs på tagene.
Blomster, græs, træer og bænke som grønne åndehuller vil give Odense by et ekstra løft, der får tilrejsende til at se Odense som en stor by.
Det bliver ikke gjort alene med en Potteplante Festival på rådhuspladsen, selv om man laver den med gøgl og cirkus.