Fortsæt til indhold

Borgere kæmper fortsat for Ulkebøl Bibliotek

665 har skrevet under på protest mod lukningen af Ulkebøl Bibliotek

Arkiv
Mikkel Hansen

Kulturudvalget har fået overrakt 665 underskrifter mod en lukning af Ulkebøl Bibliotek.
De mange underskrifter blev afleveret af "Aktivgruppen for bevarelse af Ulkebøl bibliotek".
Aktivgruppen mener, at biblioteket, der er placeret ved Stenbjergparken, har uvurderlig betydning for både integrationen af beboere med anden sproglig baggrund end dansk og ikke mindst børns, fra biblioteksuvante familier, tilegnelse af biblioteksfærdigheder.

Ikke benytte nyt

Gruppen mener ikke, at disse mennesker vil benytte det nye multikulturhus på havnen.
"Mange forældre i Stenbjergparken vil selvfølgelig ikke lade deres børn cykle igennem hele byen og ned på havnen. Det tror jeg alle der har børn vil kunne forstå," siger afdelingsformand i Stenbjergparken, Verner Jochimsen.
Biblioteksfilialen har et meget lavt antal besøg og udlån.
Ifølge Aktivgruppen skyldes det dog blandt andet, at filialen ikke har selvbetjening. Gruppen anfører, at antal besøgende i Dybbøl bibliotek, der også var i farezonen, og i Ulkebøl er helt ens i åbningstiden, men Dybbøl kommer samlet op på det dobbelte antal, fordi der også er mulighed for selvbetjening. Derfor ønsker gruppen, at filialen i Ulkebøl også får mulighed for selvbetjening ud over åbningstiden.

Multikulturhus på vej

Sønderborg Andelsboligforening (SAB) opfører et multihus lige ved siden af Ulkebøl Bibliotek.
"Multihuset skal bidrage til at øge både det sociale og kulturelle fællesskab på kryds og tværs af hele Ulkebøl. Og det har hele tiden været meningen at multihuset også skal agere i samspil med biblioteket, sådan at kulturelle arrangementer og aktiviteter kan foregå i bedre rammer, end det nuværende baglokale på Ulkebøl bibliotek, men det kan godt bekymre os, når vi nu bygger for 14 millioner kroner, hvis så kommunen lukker et andet vigtigt tilbud i lokalområdet, som multihuset også skal spille sammen med – det bliver den lokale udfordring ikke mindre af," siger Verner Jochimsen og SAB-formand Vivian Engelbredt i en fælles udtalelse.
Aktivgruppen glæder sig over, at et socialdemokratisk flertal i kulturudvalget har udskudt beslutning om en evt. lukning for at afsøge alternative muligheder.