Papkunst i tre dimensioner
Sct. Jørgens Skole bliver udsmykket med fire værker, som eleverne har lavet i fællesskab
Foto: Erling J. Pedersen Eleverne på Sct. Jørgens Skole har skåret kunsten ud i pap. Det skete til billedkunstens dag onsdag før påskeferien. Hver af de 428 elever fra 0. til 6. klasse begyndte med en plade på 20 gange 20 centimeter. - Vi skal lave noget 3D-kunst af pap på pladen, siger eleverne fra 3. klasserne. - Jeg vil lave et hus, sagde en af drengene. - Det vil jeg også, sagde en pige. -Og jeg vil have skåret vinduer ud. - Hvordan gør du det?, lød det fra drengen. - Med en hobbykniv, hvad havde du ellers tænkt dig? Fantasien blev sat i sving i de 20 klasser, der var med til at skabe billederne. Børnene havde travlt med at finde ud af, hvad de skulle lave og hvilke materialer, der skulle bruges til de enkelte værker. De færdige resultater bliver samlet til fire store stykker kunst, der skal hænges op som pynt på skolens gange.