Tag med til landet hvor man kan leje en familie
Kunstmuseet KØS inviterer til japansk filmaften
Torsdag 31. marts kl. 19 inviterer KØS i Køge til japansk filmaften og viser dokumentarfilmen ”Lej en familie A/S” af den prisvindende instruktør, Kaspar Astrup Schröder. Tag med til landet, hvor man kan leje en familie og mød den japanske skuespiller Ryuichi, der har gjort det til sin profession at spille rollen som ægtefælle, far eller chef for kunder, der har brug for en stand-in.
Instruktøren Kaspar Astrup Schröder har en forkærlighed for japanske fortællinger, og i anledning af KØS' store udstilling In your heart In your city med fire japanske samtidskunstnere inviterer KØS inden for til visningen af Kaspar Astrup Schröders anmelderroste dokumentarfilm ”Lej en familie A/S”.
Her følger vi den 44-årige Ryuichi, der tilsyneladende lever et ganske almindeligt liv som ægtefælle, familiefar til to drenge og postbud. Men ved siden af dette, har Ryuichi en hemmelig side, som end ikke hans familie kender til: Ryuichi er skuespiller og har gjort det til sin profession at spille rollen som ægtefælle, far eller chef for kunder, der har brug for en professionel stand-in. Filmen blev nomineret til en Bodil, og har bl.a. vundet prisen for bedste dokumentarfilm på Zürich filmfestival, og i 2013 vandt filmen en Golden Eye Award i kategorien 'Best International Documentary'.
Efter filmvisningen afholdes Q&A med Kaspar Astrup Schröder, som vil svare på spørgsmål fra salen.
Entré: 60 kr. Billetter bookes og betales via Billetto.dk.