Kaj er nok død…
Røde Kors Asylcenter Roskilde har til huse i den gamle del af Sank Hans. På bygningen står årstallet 1860, så det er bygget i en tid hvor man byggede for at bygninger skulle bestå, hvor håndværket var solidt og arbejdskraften rigelig. Bygningerne kan godt beskrives som monumentale og lige som ved andre monumenter, taler murene hvis man formår at lytte godt efter. Mange mennesker med behov for særlig omsorg, har haft deres bopæl i kortere eller længere tid i disse bygninger. De er blevet plejet og behandlet efter tidens trend inden for psykiatri. For dem har Sankt Hans været et asyl, hvor sindet måske kunne få fred for de traumer der plagede dem. Historierne om menneskerne på Sankt Hans er utallige og alle forskellige, men de bliver fortalt af murene når man går rundt herude… Der var en gang en patient der hed Kaj… Jeg ved ikke hvem han var eller hvorfor han var på Sankt Hans, men han har været her, det er helt sikkert. Han har været her så længe, at han havde tid til at ridse “KAJ 1/5 1908” ind i muren. Jeg tænker at det var hans fødselsdag og derfor tror jeg at Kaj er død, men jeg ved det ikke. Det tager lang tid at ridse tal og bogstaver ind i en hårdtbrændt mursten, så han har nok været her længe. Måske startede han en trend der fik tiden til at gå, mens patienterne var udendørs i solen, for Astrid Jørgensen, Mary og mange andre var der også, sammen med ham eller hende der gav sig så god tid, at der også blev plads til bibelcitater i murstenene. Jeg kan som sagt ikke vide hvem det var og hvorfor de ridsede i murene, men murene bærer tydelige vidnesbyrd om de mennesker der engang har været her. Bygningerne og deres solide hårdtbrændte mure har nu mulighed for at opsuge nye historier som kan fortælles til kommende generationer. Fortællinger om folk der søgte asyl for krig, forfølgelse og undertrykkelse. Folk fra fjerne egne, hvoraf mange på trods af mange vanskeligheder, alligevel fandt vej til Sankt Hans solide og trygge bygninger. De fandt vej til refugiet på Sankt Hans, hvor de bliver skærmet fra alverdens fortrædeligheder og hvor de kan begynde at opbygge et nyt liv, skabe deres egen fremtid og hvor de kan begynde at håbe på, at det nok alligevel skal gå alt sammen. Murene kan siden hen fortælle historier om børn der leger, voksne der prøver at cykle for første gang, en afghaner der bager til cafeen, kvinder der syr og laver smykker, mænd der laver cykler og rigtigt mange der forøger at lære det mærkelige sprog som man nu en gang taler i Danmark. Det er ikke nemt. I alle disse historier, som bygningerne på Sankt Hans kan bære vidnesbyrd om til kommende generationer, er fortællingen om danskere der trofast og vedvarende kommer som frivillige på centeret. Her støtter og opmuntrer de beboerne i at gøre alt hvad de kan for at få et trygt, værdigt og meningsfuldt liv der skaber fremtidsperspektiv for dem selv og deres familie. De frivillige holder masser af aktiviteter i gang og skaber hele tiden nye, så der er altid brug for ekstra hænder. Tak til alle frivillige, fordi i skaber så mange historier, der også i fremtiden vil være værd at fortælle… rødt citat “Folk fra fjerne egne, hvoraf mange på trods af mange vanskeligheder, alligevel fandt vej til Sankt Hans solide og trygge bygninger. De fandt vej til refugiet på Sankt Hans, hvor de bliver skærmet fra alverdens fortrædeligheder og hvor de kan begynde at opbygge et nyt liv, skabe deres egen fremtid og hvor de kan begynde at håbe på, at det nok alligevel skal gå alt sammen.”