Kolding stopper grønt samarbejde
Men de miljørigtige ambitioner fortsætter
green cities Kolding Kommune har været med i det grønne kommunesamarbejde Green Cities siden 2006, men det stopper nu, da der er behov for større løsninger, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse. Green Cities har været en solid fælles ramme for at sætte ambitiøse mål inden for bæredygtighed. De mål vil kommunerne fortsat arbejde med, og miljøambitionerne i medlemskommunerne er ikke blevet mindre. Det fastslår Birgitte Kragh, formand for Green Cities og miljøudvalget i Kolding Kommune. Hun understreger samtidig, at der stadigvæk er grobund for samarbejde medlemskommunerne i mellem. “Vi har haft et fantastisk samarbejde i kommunerne både på politisk niveau og blandt fagmedarbejderne. Vores relationer er så stærke, at vi fortsat helt naturligt vil lave projekter sammen i fremtiden, der hvor det giver størst mening for borgerne og virksomhederne,” siger Birgitte Kragh.
Økologisk fokus
Et af de områder, hvor samarbejdet har sat et markant fingeraftryk i Kolding er, at den mad, der i dag serveres i daginstitutionerne, er ca. 40 % økologisk. Et andet synligt resultat af medlemsskabet er arbejdet med at skabe rammerne for, at borgere og virksomheder har mulighed for at transportere sig i biler på alternativt brændstof, el og brint. “Green Cities har også været en vigtig platform for udveksling af viden og erfaringer med andre kommuner, der er lige så langt fremme med den grønne omstilling, som vi er i Kolding. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kommer til at savne den del af samarbejdet,” siger Birgitte Kragh. Kolding Kommune er fortsat med i en lang række grønne samarbejder. Blandt andet Grøn erhvervsvækst, Partnerskab for Grønne Indkøb og verdens største klimakoalition Compact of Mayors. Green Cities blev stiftet i 2000 under navnet Dogme2000 af kommunerne Albertslund, Ballerup og København. Siden blev medlemsskaren udvidet til kommuner over hele landet.