Forsøgsscenen er klar med årets musical
Forsøgsscenen er snart klar med årets store satsning - musicalen Pippi. Musikken er skrevet af Sebastian
“Det har jeg aldrig prøvet før. Så det skal jeg nok klare”.
Ordene er Pippi Langstømpes, og selvom det langt fra er første gang, at Forssøgsscenen fremfører en stor musical, så er der alligevel ved at være lidt kriller i maven på de omkring 75 aktører, der er i gang på og bag scenen.
Hovedrollen som den fantastiske Pippi har 16-årige Frederikke Borst Hansen. Og hun er kommet på en velvoksen opgave.
“Jeg har omkring 240 replikker i stykket, og jeg er med i alle scener. Så jeg skal bruge en del tid på at lære udenad,” fortæller Frederikke Borst Hansen, der fortæller, at der går omkring en halv time hver dag med at øve manuskriptet. Dertil kommer de seks solosange, som hun også lige skal styr på.
Det er første gang, at hun er med i en af Forsøgsscenens opsætninger, men hun er alligevel ikke helt uerfaren med at stå på en scene.
“Jeg har været med i Tørningspillet siden 2011, og sidste år spillede jeg hovedrollen som Bølle Bob i Tørning. Jeg har også lige været med i Katedralskolens musical, så jeg har da prøvet lidt før, selvom jeg altså er ny her på Forsøgsscenen,” lyder det fra Frederikke Borst Hansen.
Stor erfaring
Instruktør Finn Larsen kan til gengæld ikke kaldes debutant, for han har stået med ansvaret ved adskillige musicals i Forsøgsscenens regi.
Der er også en vis ro og sikkerhed at spore, når den garvede instruktør giver instrukser til aktørerne. Og han lader sig heller ikke stresse af, at der i år er rigtig mange børn med i forestillingen.
“Vi ved, at forestillingen har en bredere appel, når der er børn med i forestillingen. Og de er vældig disciplinerede og koncentrerede, så det er faktisk en fornøjelse,” lyder det med et smil fra Finn Larsen.
Også på den musikalske side er der styr på tingene. Thomas Nilsson har igen ansvaret for at få både orkester og kor til at klinge, og for at få det hele til at gå op i en højere enhed, når musikken spiller til premieren den 7. april.
Aktørerne udfordres ikke blot med skuespil og sang - der er også indlagt et par danseoptrin, som specielt børnene får lov at boltre sig med.
Lang proces
Aktørerne i musicalen har allerede været i gang længe. Faste øveaftener siden januar måned, og desuden er der taget et par weekender i brug for at nå det hele.
Efter påske flytter hele opsætningen med kulisser og kostumer til Hotel Harmonien, der danner rammen om de fem forestillinger.