Mere forberedelse til lærerne
Roskildes skoler skal hæve minimum fra 5 til 8 timer om ugen ifølge nyt forslag
Lærerne på Roskildes skoler får mere tid til forberedelse af deres undervisning, når minimums-grænsen hæves fra 5 til 8 timer om ugen. Sådan lyder et forslag til det kommende møde i byrådet. Dermed vil de lokale politikere prøve at mildne det 'gok i nødden', som lærerne fik i foråret 2013, da de blev lockout'et fra deres arbejde og i et efterfølgende regeringsindgreb fik pålagt nye arbejdsbetingelser med langt mindre tid til forberedelse. Den ekstra tid til forberedelse bliver en del af det administrationsgrundlag, som forvaltningen og lederne på de enkelte skoler skal administrere ud fra, og de 8 timer er et minimum,
Bedre resultater
Borgmester Joy Mogensen er glad for, at Roskilde nu er kommet så langt efter konflikten, der skabte et dårligt forhold mellem kommunen og dens lærere, som fik dårligere arbejdsforhold efter den lov, som Folketinget gennemførte for at afslutte lockout'en: - Jeg kan jo se, at karaktererne gennemsnitligt er blevet forbedret i vores skoler, og samtidig mener lærerne også selv, at de leverer en god underivsning. Det fremgår af to nye undersøgelser, og derfor tror jeg, at den negative stemning efter Folkeskole-reformen og den kedelige konflikt nu er ved at være overvundet. Roskildes borgmester ville gerne indgå en egentlig lokal aftale med lærerne, som flertallet af landets kommuner allerede har gjort. Men det tør hun ikke, så længe de næste års økonomi stadig er så usikker for kommunen. - For mig ville det allerværste være at love noget til Roskildes lærere og så ikke kunne overholde det alligevel, siger Joy Mogensen. tk