Modebutikker, restauranter og fitness på vej i Stationsområdet
TK Development er godt i gang med at bygge i Stationsområdet – og nu kan bygherren offentliggøre navnene på ti nye butikker, et fitnesscenter og en restaurant, som allerede fra næste år er med til at virkeliggøre visionen for Køges nye handelskvarter
Et nyt og levende kvarter i hjertet af Køge er stærkt på vej til at tage form med de mange byggerier, som er i gang mellem jernbanen og den eksisterende bymidte i Køge – og nu begynder kvarterets mange tilbud til køgenserne også at tegne sig.
Bygherren TK Development kan nemlig løfte sløret for en række af de nye shopping- og oplevelsesmuligheder, som er på vej i Stationsområdet.
Hennes & Mauritz, Gina Tricot, Sportigan og Hunkemöller er blandt de kædeforretninger, som Køges borgere kan se frem til at handle i fra efteråret 2017. Man kan også få sved på panden i Fitness.dk eller spise i Bones, som bliver en af tre restauranter i den nye biografbygning, der skal huse Nordisk Films biograf med seks sale.
De nye forretninger kommer alle til at ligge langs byens nye bugtede stræde, med spændende byrum, taghaver og slipper, der binder området sammen med Køges eksisterende butikskvarter.
"Det nye kvarter bliver levende lige fra starten. Det har været et klart mål, og vi er kun blevet bekræftet i, at de mange forskellige kædebutikker og udbydere af fritidsaktiviteter kan se mulighederne i at blive en del Køges udvikling og vækst," siger TK Developments adm. direktør, Frede Clausen.
Borgmester Flemming Christensen glæder sig over de nye tilbud midt i Køge.
"Vi kan se frem til indkøbs- og oplevelsesmuligheder, som vi ikke har set før i Køge – og det er rigtig glædeligt, at så mange stærke kædeforretninger, der længe har savnet passende faciliteter i byen, nu etablerer sig. Det vil få endnu flere udefra til at lægge byturen i Køge, også til gavn for de nuværende butikker – og samtidig er det med til at gøre byen endnu mere attraktiv for tilflyttere. Det er ikke bare til gavn for Køge by men for hele kommunen," siger Flemming Christensen.
Fire byggepladser i gang
Sidste år gik tre store byggerier i gang. I nord opføres et genoptræningscenter med butikker og parkeringskælder og længere mod syd en udvidelse af Køge Rådhus med butikker i stueetagen – begge byggerier, som TK Development opfører i konsortiesamarbejde med Køge Kommune. Kort før jul gik også byggeriet af den nye biografbygning med tre restauranter ud til det kommende Kulturtorv i gang.
Her i starten af 2016 er turen kommet til den fjerde byggeplads, som omfatter det store centrale butiksområde, lige syd for Køge Station. Her opfører TK Development seks nye bygninger, som skal rumme hovedparten af de mange nye butikker. Tre af bygningerne bliver med boliger oven på butikkerne og de tre andre med kontorerhverv. Bygningerne får alle grønne taghaver, hvoraf tre bliver med offentlig adgang.
FAKTA
Blandt de nye butikker, som TK Development har indgået lejeaftaler med, er Sportigan, Sams, Kings & Queens, Deichmann, Jack & Jones, Vila, Gina Tricot, Hennes & Mauritz, Men's Shop og Hunkemöller. Fitness.dk etablerer et fitnesscenter i området, og Bones bliver en af de tre nye restauranter i biografbygningen.