Fortsæt til indhold

Unge byder ind på fremtidens Fredericia

Fredericias unge var inviteret til konference for at sætte aftryk på byens fremtid. 120 tog imod muligheden

Arkiv
Peter Friis Autzen

Omkring 120 unge fredericianere deltog, da kommunen arrangerede Ungekonference på Ungdommens Hus.
Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel. Foråret lokkede med sine uanede muligheder. Imens sad de unge inden for og diskuterede, hvad fremtiden kan bruges til.
Og de gik til den. Der blev diskuteret sex, fordomme, aktivitetsmuligheder og meget andet.
“Det her er bedre end skolen,” lød det fra Mingus, der med sin arbejdsgruppe sad placeret i husets koncertsal.
De skulle komme med et oplæg på, hvordan det store bane-område rundt om huset kan bruges bedre end i dag, hvor det ligger forladt og ubrugt hen.
Snakken gik lystigt. Gruppen var til at afbryde.
Der blev snakket om klatrevægge, bar, hyggetelt, softgun-turneringer eller paintball-bane, planter, lys og meget andet.
Idéerne føg gennem luften uden ret meget struktur, indtil 16-årige Maria satte sig for at strukturere dem på et stort ark papir. Bagefter skulle idéerne tegnes ind på et sattelitfoto af området.
Er I normalt engagerede i byen og interesserede i, hvad der foregår?

“Nej,” lydder det næsten i kor hele vejen rundt om bordet.
“Jo, jeg er” siger Maria efter et par sekunder.
Gruppen synes ikke, det er underligt, at de skal komme med indspark, der er specifikt rettet mod byens unge.
“De ældre går jo op i 6. juli og sådan noget,” siger Viktor på 14.
Arbejdsmarkedspolitik, integration og skattepolitik må vente et par år endnu.

Ikke bare spilfægteri

Når de unge er samlet for at diskutere deres syn på Frederica og komme med idéer, er det ikke kun for at stimulere deres engagement. Deres idéer vil rent faktisk blive taget alvorligt og blive brugt til noget.
Det forsikrer leder Stefan Eis Lund fra Ungdomsskolen og tovholder på projektet.
“Det her er arrangeret i samarbejde med ungebyrådet. I begyndelsen havde vi voksne en række idéer til emner, der kunne tages op. Men det viste sig, at de unge havde deres egne emner, som ikke var så 'kommunale' og voksne,” siger Stefan Eis Lund.
Ud over at få en række konkrete idéer, som byrådet og ungebyrådet kan gå videre med, håber Stefan Eis Lund også, at konferencen kan stimulere et generelt højere samfunds-engagement. Og til det er rammerne gode, synes han.
“Da vi sidste gang hold tungekonference for to år siden, efterlyste mange unge et sted i midtbyen, hvor de kan hænge ud og få en billig kakao eller sådan noget. Og det kan de jo her på Ungdommens Hus,” siger han.
“Men mange af de unge, der er med til konferencen, har faktisk aldrig været her i Ungdommens Hus før,” siger Stefan Eis Lund.

Stefan Eis Lund er begejstret over de unges deltagelse og engagement. Foto: Peter Friis Autzen