Brecklings Bogcafé er flyttet til Comwell
Efter at Det Nye Spisested på Sønderborghus er lukket, fortsætter rækken af bogcaféer nu på Comwell med Lizl Rand den 17. april
Få dage før at Brecklings Bogcafé den 6. marts skulle præsentere de 'to morderiske kvinder' Julie Hastrup og Helle Vincentz i Det Nye Spisested på Sønderborghus, lukkede stedet, og gode råd var dyre. Ved Jesper Rosanes og Helle Miangs mellemkomst lykkedes det på kort tid at flytte arrangementet til restauranten på Comwell. Og det blev så stor en succes, at man nu har aftalt at fortsætte med bogcaféer på Comwell.
Det betyder, at Comwell også danner ramme om næste Brecklings Bogcafé, som er med journalist og forfatter Lizl Rand, der som bekendt har skrevet 'Kom stærk ud af din angst'. Hun er på plakaten søndag den 17. april fra kl. 14.
Stemning og spørgelyst
"Det ser jeg frem til, for arrangementet med Julie Hastrup og Helle Vincentz var rigtig vellykket med en fantastisk stemning og stor spørgelyst," fortæller hoteldirektør Helle Miang, som selv deltog.
"I princippet kan vi jo være flere hundrede deltagere her på Comwell. Men det ligger lidt i konceptet for en bogcafé, at man kan komme tæt på forfatteren, og det synes jeg, man skal holde fast i," siger Helle Miang, og Allan Breckling er enig.
"Bogcaféen har ved tidligere lejligheder været oppe på omkring hundrede interesserede deltagere, og højere skal vi nok ikke op, med mindre selvfølgelig, at vi får besøg af en af de helt store forfattere, som jo koster en del mere," siger Allan Breckling, der roser den fine opdækning, maden og de søde tjenere ved den seneste bogcafé på Comwell.
"Nu ser jeg frem til et gensyn med Lizl Rand, som kommer igen efter utallige opfordringer," fortæller han.
"Hun var rigtig glad for at være her sidste gang, har hun fortalt, og hendes bog er for længst gået hen og blevet kult. Hun skriver ud fra sit eget liv, og om hvordan hun klarede sig ud af angstanfald som følge af stress. Den slags kan jo komme som lyn fra en klar himmel. Men ikke kun derfor er hun og hendes oplevelser med angst interessant for alle, for hun snakker jo om livet i det hele taget," siger Allan Breckling, som er erklæret fan af både bogen og af Lizl Rand.
Allerede nu er der solgt over 20 billetter til næste bogcafé, selvom der næsten er en måned til.
En let anretning
Madmæssigt er Helle Miang og Allan Breckling enedes om en anretning med lidt lunt og lidt sødt og noget godt til brødet. Kort sagt noget som passer til en søndag eftermiddag.
Bogcaféen starter kl. 14 med en let anretning, og kl. 15 går Lizl Rand på. Kl. 16.30 er der åben debat og signering af bøger, som det også er muligt at købe på dagen med rabat.
"Mange har sagt, at de er glade for tidspunktet søndag eftermiddag, som jo for de fleste er en lidt småkedelig eftermiddag i forvejen. Den kan nu gå hen og blive rigtig god og interessant i selskab med en spændende forfatter og god mad," lyder det fra Allan Breckling.
Billetter til 125 kroner for foredrag uden spisning og 175 kroner med spisning kan bestilles via mail til acharling@gmail.com eller på tlf. 5240 6616.