Fortsæt til indhold

Strid om OK i forsyningen

Borgerlig bestyrelse undergraver politisk flertal, mener Henrik Stougaard (EL)

Arkiv
Arkiv

Under overfladen har der i nogen tid kørt en politisk strid om, hvilken overenskomst (OK) der skal gælde for medarbejderne i det lokale kommunale forsyningsselskab ‘FORS’. (Det er dem der står for vores forsyning med først og fremmest fjernvarme og vand, samt afledning af spildevand.) Striden handler om, hvorvidt det er en OK med Kommunernes Landsforening, der skal gælde, eller det skal være en OK i regi af Dansk Industri. Baggrunden for striden er, at de tre hidtidige kommunale forsyningsselskaber i Roskilde, Lejre og Holbæk, blev slået sammen til ét fælleskommunalt selskab, her per 1. januar 2016. De tre kommuner havde søgt at sikre en meget grundig forberedelse af sammenlægningen. En ting havde de dog ikke fået aftalt på forhånd, nemlig hvilken OK der skulle gælde for medarbejderne. Langt den største del af det nye selskab, og dermed langt de fleste medarbejdere, kommer fra Lejre og Roskilde, som hidtil har haft en KL-OK. Mindretallet, Holbæk, har imidlertid haft en DI-OK. Den bestyrelse, der under stiftelsen blev valgt for det nye selskab ‘FORS’, har Holbæks borgmester som formand og har borgerligt flertal. Striden opstår ved, at denne bestyrelse har besluttet, at det nye selskab skal skifte fuldt og helt til at have OK med DI. Det har medarbejderne udtrykt utilfredshed med i flere omgange. Dels fordi de ikke er blevet inddraget som de skulle i beslutningsprocessen, og dels fordi DI’s OK er meget dårligt egnet til en serviceorganisation som FORS. KL’s OK derimod er skræddersyet til formålet. Samtlige tillidsrepræsentanter i FORS har da også underskrevet en henvendelse til kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Roskilde, Lejre og Holbæk, hvori de både protesterer over forløbet og udtrykker et enstemmigt ønske om at få en KL-OK. Undervejs i forløbet indtil nu er ‘udsendt signaler’ fra de politiske ledelser i Lejre og Roskilde, til FORS-bestyrelsen, om at en KL-OK vil være at foretrække. Det skal bemærkes at på FORS-selskabets generalforsamling vil Lejre og Roskilde tilsammen have et komfortabelt flertal. På trods heraf har bestyrelsen meget målrettet arbejdet videre mod en DI-overenskomst. F.eks. har bestyrelsen flyttet selskabets første egentlige generalforsamling, der ellers var skitseret til starten af april, til i stedet at ligge i slutningen af maj. Samtidig opstarter man ‘tilpasningsforhandlinger til DI-OK’ med de faglige organisationer, således at toget så vidt muligt ER kørt, når generalforsamlingen afholdes. Det er så målrettet, at det er svært at opfatte som andet end et bevidst forsøg på at gøre det så vanskeligt og omkostningstungt som muligt, at ændre bestyrelsens beslutning og indføre en KL-OK i stedet. – som man er fuldt ud vidende om der sandsynligvis vil være politisk flertal for. Derfor har EL i Roskilde besluttet at tage sagen på dagsorden for byrådsmødet 30. april. Formålet er gennem en byrådsbeslutning, at søge at presse FORS’ bestyrelse til at respektere det demokratiske grundlag, selskabet trods alt hviler på. Henrik Stougaard Frem til 1.1.2016 bestyrelsesmedlem i det gl. Roskilde Forsyning, Byrådsmedlem for EL.