Fortsæt til indhold

De olympiske lege kommer til skolerne i Køge

Køge Stadion er rammen for mindst 200 skoleelevers olympiske dyst i april

Arkiv
Arkiv

ol For første gang afholdes det lokale mesterskab i Skole OL i Køge. Mesterskabet finder sted d. 20. april og foregår på Køge Stadion. Stævnedagen afvikles i samarbejde med Køge Atletik og vil i alt besøges af mindst 200 skoleelever fra 5. og 6. klasse fra Køge Kommune. Der vil være referencer til det rigtige OL, der finder sted i Rio de Janeiro i august 2016. Skole OL er landets største atletikstævne for børn og afholdes af Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Danmarks idrætsforbund (DIF) og TV 2. Skole OL er for alle landets 4. - 7. klasser og afsluttes med et olympisk finalestævne i København i juni med mere end 8.000 elever fra hele landet. Med hjælp fra TrygFonden og Nordea-fonden kan Skole OL afvikle stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for de, der kvalificerer sig til finalestævnet. På hjemmesiden kan man hente træningskoncepter med lektionsplaner, som kan tilpasses skolens rammer og faciliteter. Karina Hjort Feddersen, Idræts- og Fritidskonsulent i Køge Kommune siger: ”Vi ser frem til, at der afholdes det første Skole OL-stævne i Køge i samarbejde med Køge Atletik, og vi håber, at stævnet kan være med til at skabe større sammenhæng mellem skolerne, foreningslivet og kommunen. I Køge Kommune vil vi gerne være med til at inspirere og motivere skoleelever til at dyrke idræt og vi ser Skole OL, som en god måde til at få idræt og bevægelse ind i folkeskolen.”

Tilmeld klassen til Skole OL nu

Tilmeldingen foregår på www.skoleol.tv2.dk. Lærere fra skoler i Køge og omegn skal oprette en profil for deres 5. eller 6. klasser og tilmelde sig Skole OL-stævnet i Køge. Pladserne fordeles efter 'først til mølle', så Skole OL-arrangørerne anbefaler, at man tilmelder sig hurtigst muligt. Klasser, der ønsker at afvikle disciplinerne i deres idrætstimer, skal indtaste resultater senest 19. maj 2016. I samarbejde med Dansk Atletik Forbunds atletikklubber afholdes i 2016 i alt 30 Skole OL-lokalstævner. Her har alle landets 4.-7. klasser mulighed for at deltage med henblik på at kvalificere sig til det store finalestævne på Østerbro stadion i København.