Fire år med KulturCosmos
For fire år siden mødtes en gruppe borgere for at få et kulturhus i Viby, og året efter kunne den nye forening flytte ind i Søndergade 13, som fik navnet KulturCosmos. Her kommer nu folk for at blive underholdt eller beriget, deltage i det lokale liv, sætte kulturen på dagsordenen eller blot være en del af et stærkt fællesskab. Stadig flere bruger denne mulighed. Bestyrelsesformand Rita Thorsen forklarer, at det fra starten har været ideen. Men KulturCosmos er langt fra i mål og har nu brug for en strategi i stedet for en projektbeskrivelse, og det er også grunden til, at Kulturcosmos’ projektleder nu er blevet kulturhusleder. - KulturCosmos er en forening med en bred repræsentation af borgere. Vi vil gerne være et hus i byen, som bruges af så mange som muligt, det kan være til kulturelle oplevelser, kreativitet og sociale fællesskaber. Et af vores mål er at samarbejde med andre foreninger, skoler, institutioner og biblioteket vægtes højt, og skal afspejle sig i de aktiviteter, der foregår i KulturCosmos, siger Rita Thomsen. I 2015 var der 5200 besøgende forbi til 212 egne offentlige aktiviteter, plus 8 eksterne arrangører, der tiltrak yderligere små 1000 besøgende.