Penge på skoleskemaet i 9A
Onsdag den 16. marts fik eleverne i 9.a på Højelse Skole undervisning i penge og privatøkonomi.
Penge Undervisningen skete som et led i Finansrådets ”Pengeuge”, der har til formål at øge børn og unges forståelse gennem undervisning i privatøkonomi. Begreber som lån, rente og budget blev taget op, og børnene sugede til sig med stor iver og spørgelyst. Dagens lærer var Finansøkonom i Danske Bank Køge, Nicki Meisner. ”Selvom mange unge har godt styr på deres økonomi, ser vi desværre også unge, der kommer dårligt fra start økonomisk. Derfor bakker vi igen i år op om Pengeugen, for vi vil meget gerne være med til at give de unge basal viden om privatøkonomi,” siger Nicki Meisner. Det er tredje år i træk, at Finansrådet sammen med Danmarks Matematiklærerforening sætter fokus på økonomi på landets skoler i uge 11, hvor op mod 500 skoler deltager i år.
Svarede kvikt for sig
Efter dagens undervisning på Højelse Skole kunne Nicki konstatere, at det var en livlig og meget interesseret 9. klasse, der stillede gode spørgsmål. ”Eleverne virkede oplagte og nysgerrige på at lære mere om penge og privatøkonomi. Og de svarede kvikt for sig. Mange af børnene får jo lommepenge eller har et fritidsjob, så allerede nu er det relevant at tale om, hvordan de får mest ud af deres penge,” siger Nicki Meisner og fortsætter: ”Blandt andet fik vi en god snak om, hvad renter og ÅOP er – og i det hele taget om, hvad ting koster, og hvordan man får råd til det, man gerne vil.” Og så dystede 9.a også mod hinanden i et digitalt dilemmaspil, hvilket virkelig fik eleverne op af stolene og fingrene højt i vejret.
Vigtig samfundsopgave
Ifølge en analyse fra Finansrådet tager gældssætningen for alvor til i en tidlig alder. Derfor gælder det om at fange de unge forbrugere tidligt. Ifølge Experians RKI-register var 54.000 unge under 30 år registreret som dårlige betalere i opgørelsen fra januar 2014. ”Det er en vigtig samfundsopgave at sikre, at de unge kender til de nødvendige begreber inden for privatøkonomi. På den måde kan vi hjælpe dem godt på vej, så de ikke kommer til at hænge fast i en gæld i mange år, men i stedet kan få penge med til for eksempel hus og familie i fremtiden,” siger Nicki Meisner. Det er ikke kun i løbet af Pengeugen, at Danske Bank er ude på landets skoler og tale om privatøkonomi. Også resten af året er repræsentanter fra banken af sted for at undervise i finansiel forståelse, både på skoler og gymnasier. ”Vi har udviklet undervisningsmateriale særligt til de unge. Materialet tager udgangspunkt i elevernes egen hverdag, og de følger en virkelighedsnær case, hvor der er fokus på, hvordan de får mest ud af deres penge – og hvilke ”fælder”, de for eksempel skal passe på,” siger Nicki Meisner. Til boks Om Pengeuge 2016 Bankernes brancheorganisation, Finansrådet, står bag initiativet. Formålet er at højne børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i privatøkonomi. Forbrugerrådet Tænk og Finansforbundet bakker sammen med Danmarks Matematiklærerforening op om formålet. Under Pengeuge 2016 underviser en række gæsteundervisere på skoler over hele landet. Al undervisning følger Pengeuges retningslinjer, og blandt andet skal undervisningen være fri for reklame og markedsføring, omtale af konkrete produkter mv. Du kan læse mere på www.pengeuge.dk.