Fortsæt til indhold

Sammenhæng og kvalitet i indsats

Køge Kommune sigter mod en højere grad af sammenhæng og kvalitet i de socialpædagogiske støttetilbud

Arkiv
Arkiv

kvalitet Byrådets social- og sundhedsudvalg har på sit seneste møde besluttet en model, der skal sikre større sammenhæng og kvalitet i den socialpædagogiske støtte gennem systematiske opfølgninger, klare kontrakter og årlige tilsyn. ”Det er vigtigt for os i Social- og Sundhedsudvalget, at den støtte, der leveres til vores borgere, er god og faglig i orden – uanset om de leveres af kommunen selv eller en privat leverandør” siger Dora Olsen (DF), formand for Social- og Sundhedsudvalget. Køge Kommune bruger både egne tilbud og tilbud hos private leverandører, når det handler om hjælp og støtte til borgere med fysisk og psykiske handicap. De forskellige tilbud er målrettet forskellige behov og det skal sikre, at borgerne kan få den hjælp, der passer til deres behov. Social- og Sundhedsudvalget igangsatte tidligere på året en undersøgelse om opfølgning på den socialpædagogiske støtte. Undersøgelsen er nu færdig og mundede ud i en række anbefalinger til, hvordan Køge Kommune i endnu højere grad kan sikre sammenhæng og kvalitet i de socialpædagogiske støttetilbud. ”I Social- og Sundhedsudvalget ser vi positivt på anbefalingerne og tror på, at de kan være med til at vi i endnu højere grad sikrer kvalitet og åbenhed i forhold til de tilbud vi har om socialpædagogisk støtte,” siger Dora Olsen. Undersøgelsen anbefaler blandt andet, at Køge Kommune udarbejder en standardkontrakt og sikre klar forventningsafstemning, så der opnås en større sammenhæng imellem serviceniveau og tilbud. Undersøgelsen anbefaler også systematiske opfølgninger, årlige tilsyn og dialogmøder, hvor borgerne kan fortælle om deres oplevelse af de forskellige tilbud. ”Alle anbefalingerne giver god mening, og jeg håber det vil give borgerne en oplevelse af en endnu større sammenhæng og kvalitet i den socialpædagogiske støtte," siger Dora Olsen.