Kagens Dag tager form
Billetsalget til Kagens Dag i Musikhuset starter den 4. april
Spis alt det kage du kan og støt samtidig en god sag! Dét koncept har esbjergenserne i den grad taget til sig de seneste par år, hvor en række af byens bagermestre har inviteret til Kagens Dag i Musikhusets foyer.
I år falder Kagens Dag den 26. april, og forberedelserne er i fuld gang. Mandag den 4. april sættes de 1.000 billetter til arrangementet til salg hos de deltagende bagere.
Samme dag kan man for første gang også købe et “Esbjergbrød”. Brødet, der er af fuldkorn, koster 30 kroner, hvor af de fem går direkte til årets gode formål: De Hjemløses Venner.
“Vi forsøger jo hele tiden at tænke nyt, og nu prøver vi med et Esbjergbrød. Det er selvfølgelig i et forsøg på at samle endnu flere penge ind til den gode sag,” siger Claus Knudsen, ejer af Højvangs Bageri.
Sammen med de øvrige deltagende bagermestre har han besluttet, at overskuddet fra Kagens Dag 2016 skal gå til De Hjemløses Venner i Esbjerg. I 2014 modtog Børneafdelingen på Sydvestjysk Sygehus overskuddet, mens det sidste år var Hospice Sydvestjylland, der modtog mere end 68.000 kroner til nye madrasser.
Tro mod konceptet
Det første år herskede en del tumult omkring de bugnende kageborde i Musikhusets foyer, men sidste år var konceptet styret til, og det gav en helt anden oplevelse for både bagere og spisende gæster. Derfor skæres årets arrangement i vid udstrækning efter samme opskrift. Dog vil opstillede indsamlingsbøsser i Musikhuset gøre det muligt at støtte endnu mere end hidtil.