Ny bestyrelse i Hospice Kolding
Stort overskud og stigende medlemstal
Cancerpatienten Henning på 52 år var en central gæst på Støtteforeningen for Hospice Koldings årlige generalforsamling. Med sin fremskredne tarmkræft, sine smerter, sin kvalme, sin immobilitet, sin dødsangst og ikke mindst sine bekymringer for børn og ægtefælle, som havde svært ved at tackle sygdommen, var Henning et eksempel på hvad det er, hospice kan. Hennings historie blev bragt til live for de fremmødte af sygeplejerskerne Jette og Elin fra Hospice Sønderjylland, som brugte den fiktive patient til at synliggøre, hvorfor tværfagligheden er central i den specialiserede palliative behandling. Henning havde ikke bare brug for en læge og en sygeplejerske, men også en præst, en psykolog, en fysioterapeut og en socialrådgiver for at løse sine komplekser problemstillinger, så han kunne få et værdigt liv til det sidste.
Flot overskud
Således bekræftet i at det er værd at kæmper for flere hospicepladser til mennesker som Henning og hans familie, kunne generalforsamlingen efterfølgende høre konstitueret formand Lone Friis berette om 2015, som med høj aktivitet har bragt os et skridt nærmere virkeliggørelsen af visionen om Hospice Kolding. Kasserer Berit Frandsen gennemgik et regnskab, som afslørede et overskud på over 200.000 kroner, så foreningens egenkapital nu udgør 716.000 kr. Medlemstallet er nu på 349.
Nye medlemmer
Fire bestyrelsesmedlemmer var på valg, hvoraf to ikke ønskede genvalg. Lone Friis og Lotte Jeppsen blev begge genvalgt og efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Lone Friis som ny formand.
Claus Warming ønskede ikke genvalg til bestyrelsen, som han trådte ind i fra suppleantposition, da tidligere formand Jane Rothausen fik orlov sidste efterår. Til gengæld stillede han op til den ledige suppleantpost og blev valgt. Nye medlemmer af bestyrelsen er Signe Brixen og Lisbeth Kramer Terkelsen. Ud af bestyrelsen træder Dorte Lassen og forhenværende formand Jane Rothausen.
Bestyrelsen ser nu således ud: formand, Lone Friis, næstformand Maria Frederiksen, sekretær Vagn Holm, kasserer Berit Frandsen, Lotte Jeppesen, Lisbeth Kramer Terkelsen, Signe Brixen, suppleanter er Karina Adsbøl og Claus Warming