Fokus på udstykning af grunde i hele kommunen
Stor efterspørgsel på parcelhusgrunde har fået kommunen til at handle
Vejle Kommune vil i de kommende år have fokus på, at der også er salgbare parcelhusgrunde i de mindre byer.
”Vi skal sørge for, at der er liv og aktivitet i hele kommunen, og derfor skal der være mulighed for at dem, der vil bosætte sig i landsbyerne, kan købe en grund og bygge et hus,” siger Jens Ejner Christensen (V), medlem af økonomiudvalget i Vejle Kommune.
I løbet af de seneste år har man oplevet en stigende efterspørgsmål på parcelhusgrunde i hele kommunen, og især interessen for grunde i landområderne uden for Vejle hilses velkommen.
”Jeg er glad for udviklingen og glad for, at der sker noget i hele min kommune,” siger Jens Ejner Christensen.
I Gårslev venter man i spænding på, at kommunen går i gang med at gøre de nye kommunale grunde klar til beboelse.
”Jeg kan af og til se folk, der går og kigger på grundene, og jeg synes rent faktisk, at den kommunale udstykning er en plan, der siger spar to,” siger Eigil Mikkelsen, lokalrådsformand i Gårslev.
Ifølge Eigil Mikkelsen er der omkring 120 boliggrunde, inklusiv de private udstykninger, som skal klargøres til bebyggelse. En del af dem forventes at stå klar til september, og det er noget, man ser frem til i Gårslev.
”Vi har en god skole, fine indkøbsmuligheder og rimelige busforbindelser. Vi vil gerne gøre alt muligt for at få det her lokalsamfund til at overleve, og hvis det skal lykkedes, skal vi have nogle tilflyttere og noget vækst,” siger Eigil Mikkelsen.