Roskilde-pilot i
Når verdens største passagerfly Airbus 380 med over 600 passagerer lander i Kastrup Lufthavn efter knapt syv timer i luften fra Dubai, er det ofte den 41-årige Carsten Seitzberg fra Roskilde, der styrer den kæmpemæssige Emirates-maskine. Så har han tid til at være sammen med sine forældre, søsteren og resten af familien, mens han kan nå at være nogle timer i Roskilde. Da han besøgte Roskilde Avis, havde moderen lavet en sammenkogt ret med svinemørbrad, og denne delikatesse glædede han sig til. Efter nogle timer, skulle han så atter tilbage til hotellet i Kastrup for at være klar til afgang igen næste morgen.
Lang arbejdsdag
Den dag var han stået op allerede klokken 5 om morgenen i Dubai, hvor han bor ligesom flyselskabets øvrige piloter og ansatte. Hjemme blev han så hentet af en bil med chauffør og kørt til lufthavnen, hvor han mødes med den øvrige besætning for sammen at forberede turen. Klokken 8.20 lettede de fra Dubai, og efter 6 timer og 52 minutter i luften, blev hjulene sat ned på landingsbanen i København. Derefter skal der aflægges rapport, og først når han tjekker ind på sit hotel ved lufthavnen, er arbejdsdagen forbi efter 14 timer. Når han af og til flyver til USA, varer turen hele 19 timer. Men så er de også fire piloter i stedet for to, så hver får lov at sove i syv timer. Her har de et særligt rum med køjer, hvor de kan slappe helt af. - På så lang en tur skal vi have hele 575 tons op i luften, fordi maskinen er tungt lastet med brændstof. Men faktisk er den lettere at flyve end de mindre fly, fortæller Carsten Seitzberg til Roskilde Avis.
Udsyn til Roskilde
Han bor til hverdag i Dubai, som efterhånden er vokset til en by med snart 3 millioner indbyggere mellem ørkenen og Den Persiske Havbugt, men det gør ham kun ekstra glad for at komme hjem til familien i Roskilde. - Dernede er der fuld fart på med larm og støj, men også meget store uligheder mellem mennesker. - Så bliver jeg glad for den ro og respekt for andre, som er her i Roskilde og Danmark. F.eks. at alle følger færdselsreglerne i trafikken, og man ikke har forkørsels-ret, fordi man har den største bil. - Jeg glæder mig da også til at komme hjem og få flæskesteg. - Nu har jeg fløjet over en stor del af verden, og så får man rigtigt øjnene op og et udsyn for, hvor godt vi har det her i Roskilde og Danmark. I udlandet misunder de os den tryghed, som det giver, at vi har et socialt sikkerhedsnet, så alle eksempelvis kan komme gratis på sygehuset.
Flytter hjem igen
Når Carsten Seitzberg har fløjet lange ture, optjener han flere fridage, og opholdet bliver længere i hjembyen. - Så får jeg tid til at møde mine gamle sportskammerater eller andre piloter, som jeg kender. Men mange af dem kommer også og besøger mig i Dubai. - På et tidspunkt vil jeg igen slå mig ned på ny i Roskilde, for det er her, jeg hører hjemme sammen med alle mine venner og bekendte. Blå bog Navn: Carsten Seitzberg. Født: 1975 og vokset op i Roskilde, hvor forældre begge var ansat i BRF. Gik på Himmelev skole og Gymnasium. Meget aktiv med sport og dyrkede både fodbold, tennis og badminton. Valgte til sidste at koncentrere sig om fjerbolden og spillede på et af landets bedste klubhold Gentofte sammen med blandt andet Peter Gade. Uddannede sig til idrætsterapeut og havde klinik i Lise Nørgaards barndomshjem over TTU i Algade. Startede på en 3-årig uddannelse som pilot hos Center Air i Roskilde Lufthavn og blev færdig i november 2001. Det var lige efter terror-angrebet 11. september mod World Trade Center i New York, hvor flytrafikken kom i voldsom nedgang. Arbejdede derfor i en periode med flyskoler og tog jobs som taxa-chauffør og meget andet. Fik til sidst job på et fotofly og tog så på et kursus med at flyve Airbus-maskiner i Stockholm. Havde så forskellige mindre og kortvarige job rundt om i verden og fløj blandt andet til Afghanistans hovedstad Kabul, indtil det blev for usikkert. Fik job i fire år hos et selskab i et af de andre emirater, før han i 2012 kom til Emirates, da han havde fået flyvetimer nok til, at de ville ansætte ham. I december 2014 kom han over i Airbus 380, der i slutningen af 2015 begyndte at flyve til København. Airbus 380 Verdens største passagerfly, som på ruten mellem Dubai og København har 615 passagerer og en besætning på 25. Airbus er et fælles europæisk selskab, hvor den franske og tyske stat er de største aktionærer, mens Spanien og flere private har mindre poster. Flyet samles på hovedfabrikken ved Toulouse, mens de enkelte komponenter fabrikeres rundt om i Europa, blandt andet i Hamborg. A380 er det eneste passagerfly, der har to etager i hele længden. På 1. klasse er der også brusebad og en velforsynet bar.